Breivik-domsmand: Jeg skrev, som mange tænkte

17. april 2012 18:14 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Breivik-domsmand: Jeg skrev, som mange tænkte
Billede mangler

Fyret lægdommer i Breivik-sag: Sket er sket
En Facebook-kommentar om dødsstraf til Breivik har sat en lægdommer i straffesagen fra bestillingen.
– Jeg tror, jeg skrev det, som mange tænkte.
Sådan lyder meldingen fra Thomas Indrebø, som tirsdag – helt uventet og ganske opsigtvækkende – blev fjernet fra sit sæde som lægdommer i straffesagen mod Anders Behring Breivik.
Thomas Indrebø rasede nemlig mod Breivik sidste år og skrev på Facebook, at han fortjente at bøde med livet for sine ugerninger.
– Dødsstraf er det eneste retfærdige i denne sag, lød udmeldingen på det sociale netværk – efterfulgt af 10 udråbstegn.
Selvom kommentaren kom i det oprørte kølvand efter bomben i Oslo og massakren på Utøya, hvor Norge var i landesorg, efterlader Facebook-meldingen stadigvæk den 33-åriges habilitet i ruiner.
Og derfor blev han udskiftet.
Den nu fyrede lægdommer fik tirsdag formiddag hjælp af politiet til at komme ud af sin lejlighed i det centrale Oslo, hvor pressefolk var mødt op med masser af spørgsmål om Facebook-kommentaren, der satte ham fra bestillingen i straffesagen mod Breivik.
– Der var sket meget det sidste døgn, og man var lidt oprevet, forklarer Thomas Indrebø om sin krav om dødsstraf til Breivik.
– Det, som er gjort, er gjort, og det, som er skrevet, er skrevet, tilføjer han ifølge NRK.
Thomas Indrebø fortæller, at han glemte at informere byretten om Facebook-kommentaren, fordi han helt havde glemt, at han havde skrevet den.
Der er i alt fem dommere i straffesagen mod Anders Behring Breivik: To juridiske fagdommere samt tre lægdommere som ikke har juridisk baggrund.
Såvel anklager som forsvar sagde tirsdag morgen i Oslo Byret, at han bør fratræde. Det lagde retten også vægt på i sin kendelse.
En stedfortrædende lægdommer overtager nu Thomas Indrebøs sæde i byretten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu