Breve fra Skat forvirrer danskerne

16. april 2013 07:43 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Breve fra Skat forvirrer danskerne
Arkivfoto.

Telefonlinjerne har glødet hos Skat, siden myndigheden i sidste uge opfordrede 882.000 danskere med fejl i forskudsopgørelsen om at opdatere skatteoplysninger i den digitale skattemappe. Men danskerne forstår ikke Skats forslag til opdateringer af forskudsopgørelsen, skriver Politiken.

 

»Presset var massivt fredag, mange ringede forgæves, og der er stadigvæk så mange telefonopkald, at vi opretholder det store beredskab. Men vi får opdateringer time for time, så vi kan se, hvad det er, folk spørger om, og så vi kan hjælpe dem så hurtigt og effektivt som muligt ved at justere vejledningen på nettet«, siger Richard Hanlov, underdirektør i Skat.

17.000 telefonopkald gik således tabt fra onsdag til fredag i sidste uge, og Skat har i de næste 14 dage valgt at opretholde det store beredskab, der bemander alle Skats 630 telefonlinjer.

Ifølge Richard Hanlov er man hos Skat ærgerlig over, at brevene ikke har været klare nok.

»Vi vidste godt, at der ville komme mange henvendelser på det nye system. Det svarer i store træk til det pres, vi oplever, når vi lægger årsopgørelsen ud på nettet, så borgerne kan se, om de har betalt for meget eller for lidt i skat,« siger han til Politiken og tilføjer:

»Men det er klart, at når folk ringer ind og spørger, er det jo, fordi de ikke kan forstå vores breve, og det er jo dumt, for det betyder, at vi ikke har været klare nok i vores vejledning og i de ændringer, vi foreslår. Så vi gør os umage med at få rettet og præciseret de ting, folk ikke forstår.«.

Brevene til borgerne sker som et led i at sikre, at den enkeltes skatteindbetaling er så korrekt som muligt i løbet af hele året, hvor den hurtigt kan ændre sig, hvis man for eksempel optager lån eller får en anden indkomst. Skat forventer at kunne halvere antallet af restskatter i løbet af få år med tiltaget.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu