Briterne tager afsked med Thatcher på onsdag

9. april 2013 14:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Briterne tager afsked med Thatcher på onsdag
Billede mangler

STORBRITANNIEN: På onsdag 17. april tager briterne den sidste afsked med landets tidligere premierminister Margaret Thatcher.

 

Thatcher, der døde mandag i en alder af 87 år, stedes til hvile fra St. Paul’s Cathedral i London. Det kommer til at foregå som en såkaldt ceremoniel begravelse med militære æresbevisninger.

Kisten med den afdøde premierminister ankommer på en hestevogn, der trækkes af heste fra dronning Elizabeths artilleri, og optoget ventes ifølge Reuters at blive den største begravelsesceremoni siden Wintons Churchills begravelse i 1965.

Churchill ønskede – og fik – en statsbegravelse, men det var ifølge flere britiske medier ikke ønsket fra Thatcher. Ifølge hendes talsmand, Lord Bell, havde hun også modsat sig, at et fly fra det britiske militær skulle flyve over himlen under briternes afsked med den tidligere premierminister. Thatcher skulle ifølge Bell have sagt, at det ville være »spild af penge«, skriver The Telegraph.

Buckingham Palace oplyser, at dronning Elizabeth og prins Philip deltager ved begravelsesceremonien.

Ifølge den britiske premierminister, David Camerons, kontor vil der ikke være offentlig adgang ved selve ceremonien, men offentligheden får mulighed for at følge optoget frem til St. Paul’s Cathedral.

Thatchers familie har i øvrigt bedt folk om at vise deres respekt ved at donere penge til Royal Hospital, Chelsea, frem for at købe blomster.

De seneste ceremonielle begravelser blev ifølge dr.dk holdt for dronning Elizabeths mor i 2002 og for Diana, prinsessen af Wales, i 1997.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu