Briterne vil hjælpe Algeriet efter gidseldrama

21. januar 2013 18:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Briterne vil hjælpe Algeriet efter gidseldrama
Billede mangler

Ovenpå den blodige gidselaktion i den algeriske ørken vil Storbritanniens premierminister, David Cameron, nu hjælpe Algeriet med terrorbekæmpelse og med at optrevle den gruppe, der står bag aktionen.

 

STORBRITANNIEN/ALGERIET: Storbritanniens premierminister, David Cameron, lover nu hjælp til Algeriet ovenpå den fire dage lange blodige gidselaktion i den algeriske ørkenby In Amena.

Ifølge Reuters vil premierministeren hjælpe med terrorbekæmpelse og med at optrevle gruppen Mulathameen Brigaden eller »Blodets Brigade«, som har påtaget sig skylden for aktionen mod gasanlægget i ørkenen, hvor flere gidsler og gidseltagere blev dræbt.

– Vi vil bidrage med den britiske efterretningstjeneste og terrorbekæmpelsesmidler til en international indsats for at finde og optrevle det netværk, der planlagde og beordrede de brutale overfald i In Amena, sagde David Cameron sent mandag eftermiddag til det britiske parlament ifølge Reuters.

Desuden fortalte den britiske premierminister, at han vil overveje at øge hjælpen til det franske militær i kampen mod de militante islamister i Mali. Gruppen, der står bag den algeriske gidselaktion, truer nu med nye aktioner, med mindre militæraktionen i Mali stopper.

– Vi vil overveje andre transport- og overvågelsesmidler, som vi kan lade franskmændene bruge, så vi kan hjælpe dem i det, de laver, sagde David Cameron ifølge Reuters ligeledes til det britiske parlament og fortalte samtidig, at den britiske regerings sikkerhedsråd vil drøfte den øgede hjælp tirsdag.

Storbritannien har i forvejen sendt to C-17 transportfly til Mali for at støtte den franske indsats.

Der har de seneste dage været stor forvirring omkring, hvor mange personer der mistede livet under gidselaktionen på gasanlægget i den algeriske ørken, men tidligere mandag slog Algeriets premierminister, Abdelmalek Sellal, ifølge Reuters fast, at 37 udlændinge med otte forskellige nationaliteter blev dræbt under det fire dage lange gidseldrama.

Han tilføjede, at skæbnen for yderligere syv fortsat er ukendt. Det er endnu uvist, om der er tale om de fem savnede Statoil-ansatte nordmænd, der var blandt gidslerne.

Algeriske styrker satte ind for at befri gidslerne ved at storme gasanlægget, og her blev tre militante gidseltagere fanget i live, mens 29 blev slået ihjel, lød det fra premierministeren.

Tidligere bekræftede en algerisk sikkerhedskilde, at sikkerhedsstyrker havde fundet ligene af to dræbte terrorister, som viste sig at være canadiere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu