Britiske pund tæt på historisk lavpunkt

4. marts 2013 08:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Britiske pund tæt på historisk lavpunkt

Turister eller forretningsrejsende der skal til London eller andre steder i Storbritannien, kan glæde sig for britiske pund er billigere end set i mange år.

 

Det britiske pund rasler ned i kurs og er tæt på at ramme det laveste niveau i nyere tid over for den danske krone. Det kan sætte fart på en større strøm af danske turister til London, som i forvejen er et populært rejsemål omkring påske eller i løbet af foråret.

Det er faktisk kun én gang før på denne side af 1975, at pundet har stået lavere over for den danske krone, end lige nu, hvor der kun skal betales 8,6 kroner for ét pund.

Til sammenligning har den gennemsnitlige pris på pund siden starten af 1983 været på 10,9 kroner.

Det er de dårlige økonomiske udsigter for britisk økonomi, der presser pundet ned. Men den britiske centralbank Bank of England har også taget en række mere utraditionelle midler i brug for at sætte skub i økonomien, hvilket er med til at sætte pundet under pres.

Men der er også en del spekulanter, som for tiden er gået »short« i britiske pund, sådan at de får gevinst, hvis kursen falder.

Tal fra derivatbørsen i Chicago fra slutningen af februar viser, at pundet var den mest shortede valuta efter den japanske yen.

Samtidig har Storbritannien netop mistet sin topratede kreditvurdering på »AAA«. Det var Moody’s Investor Service, som forleden nedjusterede Storbritannien til den næst fineste karakter på »AA1«, fordi de frygter, at væksten vil holde sig svag mange år fem over.

Der er da også en risiko for, at Storbritannien ryger ind et »triple dip,« med tre recessioner på stribe efter finanskrisen startede.

For at hindre den udvikling, og undgå deflation med faldende priser, har Bank of England siden marts 2009 holdt renten ned på historisk lave 0,5 procent. Men centralbanken køber også løbende store mængder af obligationer op i markedet med såkaldte kvantitative lempelser. Det sker for at presse de lange renter ned, som mange husholdninger og virksomheder skal betale, hvis de skal låne penge.

Men opkøbene pumper også penge ud i økonomien, hvilket er med til at svække pundet. På det sidste rentemøde i Bank of England stemte flere af bankens chefer for at øge disse opkøb. Det var også tilfældet for den afgående centralbankchef Mervyn King. Også den kommende centralbankchef, Mark Carney fra Canada, har allerede signaleret, at han støtter den kurs og er klar til at trykke flere penge til at købe obligationer op med, hvis det bliver nødvendigt.

Sker det vil det britiske pund med stor sandsynlighed blive endnu billigere at købe for danskere, hvilket er dårligt nyt for danske eksportvirksomheder, som sælger varer og tjenesteydelser i Storbritannien, men godt nyt for turister eller forretningsrejsende, som skal til London eller andre dele af Storbritannien.

»Der er en negativ stemning omkring britisk økonomi så det er svært at se, at pundet skal stige i kurs. Det vil sandsynligvis forsætte med at blive svækket resten af året,« siger Jane Foley, der er senior valutastrateg hos Rabobank International i London til Bloomberg.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu