Britiske terroristplanlæggere dømt skyldige

21. februar 2013 15:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Britiske terroristplanlæggere dømt skyldige
Billede mangler

STORBRITANNIEN: Woolwich Crown Court i det sydøstlige London har torsdag dømt tre muslimske mænd for at være »centrale figurer« i planlægningen af en terroraktion, som de ønskede skulle overgå alt, verden tidligere har set. Det skriver BBC.

 

Domstolen kendte de tre anklagede skyldige i 12 anklagepunkter, der alle omhandlede forberedelser af terror, og som mændene har foretaget i tidsrummet december 2010 og frem til deres anholdelse i september 2011.

Nævningene i retten fik af vide, at trioen ønskede at detonere op mod otte rygsæksbomber og yderligere flere tidsindstillede bomber.

Politiet beskrev mændene som »engagerede og passionerede ekstremister«. Trioen blev anholdt i 2011, da politiet frygtede, at deres planer snart ville blive en realitet.

Dommeren fortalte alle tre mænd, at de ser frem til en livstidsdom, når straffen udmåles i april eller maj. Særligt til hovedmanden bag terrorplanlægningen var dommeren klar i mælet.

»Du prøvede at ansætte et team af selvmordsbombere til at udføre en spektakulær bombeaktion. En handling, som ville skabe en mærkedag i stil med 11. september. Det er klart, at du planlagde en terrorhandling i Birmingham,« sagde dommeren ifølge BBC News.

De tre mænd nægtede sig skyldige i alle anklager. I alt er 11 mænd og en kvinde anklaget for at være en del af terrorplottet.

Fire mænd, som trioen rekrutterede og sendte til Pakistan for at uddanne sig, har alle erklæret sig skyldige i at have forberedt terrorhandlinger. To andre har også erkendt deres rolle i forberedelserne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu