Brødre anker terrordom

25. marts 2013 16:44 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Brødre anker terrordom
Billede mangler

Selv om Retten i Århus mandag slog fast, at en 24-årig dansksomalisk mand har modtaget terrortræning i en træningslejr uden for den somaliske hovedstad, Mogadishu, holder den dømte fortsat fast i sin uskyld.

 

Derfor ankede han de tre og et halvt års fængsel, som retten idømte ham, og det samme gjorde hans 19-årige lillebror, som angiveligt skal have ydet økonomisk og moralsk opbakning fra hjemmet i Brabrand til brorens udflugt, og som fik enslydende dom.

Forsvareren til den ældste af brødrene er i »chok« over dommen, som er danmarkshistoriens første efter netop denne paragraf i straffeloven, 114, stykke 3, om terrortræning.

»Jeg er i chok, og det er min klient også. Jeg er sikker på, at den her dom vil gå hele vejen til Højesteret. Man kunne godt få den tanke, at byretten gerne vil have, at en højere retsinstans skal tage stilling til sagen,« siger Finn Søgaard.

Han havde begæret, at den ældste bror kom på fri fod efter ti måneders varetægtsfængsling, indtil sagen skal prøves ved landsretten. Sådan blev det imidlertid ikke, da de tre dommere lagde vægt på anklagerens argumentation om, at de dømte kan komme til at påvirke vidner og samstemme forklaringer, hvis de komme ud af fængslet.

Anklager Torben Thygesen glæder sig over sagens udfald.

»Vi er tilfredse med afgørelsen og især tilfredse med, at byretten er enige i den bevisvurdering, vi har anlagt, og dermed har fundet de tiltalte skyldige i straffelovens paragraf 114 d, stykke 3,« siger Torben Thygesen og henviser til terrortræningen.

De to brødre har hele tiden nægtet sig skyldige. Den 24-årige har via sin advokat, Finn Søgaard, forklaret, at han udelukkende var taget til Somalia for at besøge sin familie i vinteren 2011/12. De båndede telefonsamtaler med 19-årige lillebror, hvor der blev talt om terroraktioner, var alene »pral« over for lillebroren for at få ham til at sende flere penge ned til storebrorens ophold i Somalia.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu