Brødre fra Aarhus bliver tiltalt i terrorsag

18. februar 2013 16:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Brødre fra Aarhus bliver tiltalt i terrorsag
Billede mangler

To dansk-somaliske brødre på henholdsvis 19 og 24 fra Aarhus bliver tiltalt for terrorfinansiering og træning til terror. Det oplyser Rigsadvokaten mandag.

 

»Anklagemyndigheden tiltaler de to brødre for i fællesskab at have arrangeret og finansieret den ældste brors ophold i en somalisk træningslejr, der er kontrolleret af den kendte terrororganisationen al-Shabaab,« forklarer statsadvokat Jens Røn, Rigsadvokaten.

Tiltalen mod de to brødre fra Aarhus kommer, efter at justitsminister Morten Bødskov (S) har tiltrådt Rigsadvokatens indstilling om at tiltale de to brødre efter terrorbestemmelserne i straffeloven.

Ifølge anklageskriftet opholdt den 24-årige bror sig i nogle måneder frem til marts 2012 i en træningslejr tæt ved Somalias hovedstad Mogadishu, hvor han modtog træning, instruktion eller anden oplæring til at begå terrorhandlinger.

Den 19-årige lillebror er tiltalt for at have ydet bistand til storebroderens træningsophold, mens begge brødre er tiltalt for at yde økonomisk støtte til terrororganisationen al-Shabaab.

Det var Politiets Efterretningstjeneste (PET), der i slutningen af maj sidste år anholdt de to brødre. Her mistænkte man dem for at være i gang med at planlægge en terrorhandling. Den ene mand blev anholdt i sit hjem i Aarhus, mens den anden blev anholdt, efter at han var landet i Københavns Lufthavn.

De anholdte er begge danske statsborgere, og de har boet i Danmark i de seneste 16 år. Siden anholdelsen i slutningen af maj har de begge siddet varetægtsfængslet.

Sagen mod de to brødre vil blive behandlet ved Retten i Aarhus. Ifølge anklagemyndigheden forventes det, at straffesagen indledes 11. marts i år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu