Brøndby bekræfter: Bestyrelsen genopstiller alligevel

27. marts 2013 15:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Brøndby bekræfter: Bestyrelsen genopstiller alligevel
Billede mangler

Tidligere onsdag kunne sporten.dk fortælle, at Brøndbys bestyrelse går imod deres løfte om at træde tilbage ved den kommende generalforsamling den 3. april. Få timer efter bekræftes den historie i en fondsbørsmeddelelse fra den københavnske vestegn.

– Efter drøftelser om bestyrelsens sammensætning med selskabets større aktionærer, herunder om det forsvarlige og mulige i at skifte bestyrelse på dette kritiske tidspunkt, og efter opfordring fra de større aktionærer, opstiller den siddende bestyrelse som interimsledelse med henblik på at færdiggøre selskabets kapitalplan, lyder det i fondsbørsmeddelelsen.

Bestyrelsen, der blandt andre består af formand Sten Lerche, næstformand Benny Winther og direktør Tommy Håkansson, bliver altså siddende. I hvert fald lidt endnu. Planen om at afgive magten er således ikke lagt i graven. Den er blot udskudt.

– Herefter vil bestyrelsen indkalde til en ekstraordinær generalforsamling til valg af en ny bestyrelse støttet af selskabets på det tidspunkt væsentlige aktionærer. Generalforsamlingen til valg af den nye bestyrelse vil blive afholdt, når kapitalplanen er afsluttet og senest i juni 2013, skriver Brøndby IF i meddelelsen til fondsbørsen.

Kapitalplanen skal efter planen indbringe mellem 75 og 150 millioner kroner til Brøndby IF.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu