Brøndby-direktør forklarer: Fornuftigt at beholde bestyrelsen

27. marts 2013 21:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Brøndby-direktør forklarer: Fornuftigt at beholde bestyrelsen
Billede mangler

Først ville de gå af, nu bliver de, men det er meningen, at de snart går af.

 

Der har været lidt forvirring om, hvad der skal ske med Brøndbys bestyrelse, der for 15 dage siden oplyste, at den ville træde til side ved generalforsamlingen 3. april.

Onsdag kom det så frem, at hele eller dele af bestyrelsen på fem personer alligevel vil stille op til genvalg “efter drøftelser om bestyrelsens sammensætning med selskabets større aktionærer, herunder om det forsvarlige og mulige i at skifte bestyrelse på dette kritiske tidspunkt, og efter opfordring fra de større aktionærer, opstiller den siddende bestyrelse som interimsledelse med henblik på at færdiggøre selskabets kapitalplan”, som det lyder i fondsbørsmeddelelsen. 

Nu forklarer direktør Tommy Sommer Håkansson sit synspunkt om bestyrelsens kovending.

– Jeg kan godt se problematikken i, at man har en bestyrelse nu, sætter en anden ind til en generalforsamling og en tredje bestyrelse ind ved en ekstraordinær generalforsamling, når man har fået en ny ejerkreds. Så derfor kan jeg godt se fornuften i at fastholde den bestyrelse, der er nu, indtil man har en ny ejerkreds på plads, siger han ifølge TV2 til Ritzau.  Direktøren slår dog fast, at han fortsat mener, det er bedst for Brøndby at slå aktieklasserne, der i øjeblikket giver amatørafdelingen i klubben enorm magt, sammen.

– Min klare holdning er fortsat, at det er utrolig vigtigt, at man får en ny aktiestruktur og en succesfuld emission, for at Brøndby kan komme videre.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu