Brøndby: Undskyld, undskyld, undskyld

4. marts 2013 22:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Brøndby: Undskyld, undskyld, undskyld
Billede mangler

Undskyld er ikke det mest anvendte ord i sportens verden. Sådan skriver Brøndby IF i årsregnskabet for 2012, som viser et samlet underskud på 266,6 millioner kroner. Men her er det på plads at bruge lige netop ordet ‘undskyld’ for at beskrive, hvordan klubben har det med, at den i øjeblikket kæmper for at overleve.

– Det er altid svært at sige undskyld, særligt når man ikke selv har været med til alle beslutninger gennem de år, hvor Brøndby IF har været ude af kurs. Men selskabet – Brøndby IF – har som den ansvarlige behov for at sige undskyld for de dårlige sportslige resultater, ditto økonomiske og omdømmemæssige. Det er kun hårdt arbejde, som kan rette op herpå samt helt nye holdninger

– Det er således på sin plads, at Brøndby IF siger undskyld over for vores aktionærer, medarbejdere, fans og sponsorer for de dårlige resultater, som Brøndby IF har leveret de seneste år, både sportsligt og økonomisk. Vi forstår frustrationerne, lyder det i årsregnskabet, hvor også visionerne for fremtiden præsenteres.

I første omgang skal Brøndby sikre, at der er penge til at klubben kan overleve. Det betyder, at der skal gennemføres en aktieemission, og at klubben skal tilføres mindst 50 millioner inden udgangen af maj. Årsagen til at klubben har været få øjeblikke fra at gå konkurs er mange, lyder det i årsregnskabet.

– Årsagerne til de dårlige resultater har været mange. Og det er nemt at skyde skylden på den globale finanskrise, der har ramt fodboldverdenen meget hårdt. Men vi vurderer, at de fleste af dårligdommene stammer fra den tid, hvor Brøndby IF havde succes, sportsligt og økonomisk. Med så stor succes og med den governancestruktur, som Brøndby IF har haft indtil i dag, er det meget vanskeligt at skabe forandring, nytænkning og accept af, at verdenen og dermed egne vilkår har ændret sig hurtigt og dramatisk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu