Brøndbys stadion-salg kan trække ud

27. marts 2013 17:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Brøndbys stadion-salg kan trække ud
Billede mangler

Michael Henriksen mulige køb af Brøndby Stadion var den indsprøjtning, der kunne redde Brøndbys eksistens året ud og samtidig sørge for langt mindre renteudgifter i fremtiden. Det skulle ifølge Brøndby-ledelsens tanker desuden gør klubben til en mere attraktiv størrelse for kommende investorer, der således ikke i princippet skulle lægge de første 80 mio. kr. i Nordeas kasse, men projektet er stødt på et problem af overordentlig langstrakt karakter.

 

Vognmand Michael Henriksen ønsker nemlig at udnytte stadion til andet end bare fodbold og vil i den forbindelse have mulighed for at overdække det, så der kan afholdes koncerter og lignende arrangementer uanset vind og vejr. Problemet er bare, at det kræver en helt ny lokalplan, og sådan en tager lang tid at gennemføre.

– Det er korrekt, at vi har igangsat arbejdet med at ændre lokalplanen for området. Køber har stillet som betingelse, at der skulle være mulighed for blandt andet at afholde koncerter, og her var tanken, at stadion skulle kunne overdækkes, men det kræver en proces, der tager omkring otte måneder, siger Brøndbys borgmester Ib Terp (S).

– Når man skal omlægge en lokalplan, skal der først udarbejdes et udkast, så skal det gennem miljø- og teknikudvalget, derpå skal kommunalbestyrelsen tage stilling til det, inden det skal sendes i høring. Alle kan i princippet gøre indsigelser, og det skulle være mærkeligt, hvis ikke der var mindst en, der gjorde det, og det vil så betyde, at det skal tilbage i behandling. Vi har også en sommerferie at tage hensyn til, for det skal ikke hedde sig, at det blev sendt i høring, mens folk var ude at rejse, så det bliver svært at gøre meget hurtigere end otte måneder, siger Ib Terp.

Kan I give en art forhåndsgodkendelse?

– Nej, det kan vi ikke, for det skal jo i høring.

Ved du, hvad køber siger til den lange sagsbehandlingstid?

– Nej, det ved jeg ikke, siger Ib Terp.

Berlingske fangede Michael Henriksen på mobilen, men han ønskede efter aftale med Brøndby IF ikke at udtale sig om stadion på nuværende tidspunkt.

Parterne skal være enedes om en pris på 150 mio. kr., hvis de omtalte planer går igennem, men ifølge Berlingskes oplysninger er Michael Henriksen hverken meget for at skulle vente otte måneder på en handel eller for at skrive under på en aftale, før han har sort på hvidt, at lokalplanen kan ændres.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu