Budget 2012: Kommuner fastholder grundskyld

20. oktober 2011 09:23 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Budget 2012: Kommuner fastholder grundskyld
Billede mangler

De kommunale budgetter for 2012 er netop faldet på plads. Gennemsnitligt fastholder kommunerne niveauet i grundskyld.
 
Langt de fleste boligejere kommer til at betale det samme i grundskyld i 2012 som i 2011. Det er ganske få kommuner, som ændrer på deres grundskyldspromille for skatteåret 2012 i forhold til 2011. Dertil kommer, at grundskylden for skatteåret 2012 – men også for 2011 – er beregnet efter SKATs ejendomsvurderinger fra 2009. Det viser en opgørelse fra Realkreditrådet.
Landets kommuner opkræver samlet grundskyld for ca. 9 milliarder kroner i 2012. Det svarer til omkring 5.400 kroner for hver eneste ejerbolig.
 Annonce: Aldrig har det være nemmere at låne 25.000 kr. – Se mere her
 
– Der har været ændringer i grundskylden i de seneste år. Men der sker ikke noget i år. Langt de fleste boligejere vil opleve, at der skal betales det samme beløb i grundskyld i 2012 som i 2011. Det er ganske positivt med stabilitet omkring de kommunale skatter for egen bolig i en tid, som er præget af usikkerhed på boligmarkedet, siger Jan Knøsgaard, vicedirektør i Realkreditrådet. 
 Mest i Rudersdal
Der betales mest i grundskyld for en ejerbolig i Rudersdal i 2012 med gennemsnitligt 14.300 kr. Hørsholm, Dragør og Albertslund er også blandt de kommuner, som ligger i toppen, når det handler om, hvad der skal betales i grundskyld pr. ejerbolig i 2012. Grundskylden pr. ejerbolig i 2012 ligger lavest i Vesthimmerland kommune med 2.150 kr.
 
Den gennemsnitlige grundskyld i landets dyreste kommune er næsten 7 gange større end i landets billigste kommune. Det hænger sammen med, at der mellem kommunerne er væsentlige forskelle på grundværdierne og boligbestandens sammensætning.
Fakta om grundskyld:
* Grundskylden er en kommunal skat, som skal betales af alle grundejere. Grundskylden betales til den kommune, som ejendommen ligger i og beregnes som en promillesats af den afgiftspligtige grundværdi. Kommunerne fastsætter selv grundskyldspromillen, som derfor varierer fra kommune til kommune. Der er dog et krav om, at den skal ligge på mellem 16 og 34 promille.
* Den afgiftspligtige grundværdi er ejendommens grundværdi fratrukket eventuelle fradrag for forbedringer. Den fastsættes af SKAT, der vurderer ejendommene pr. 1. oktober i hvert andet år i ulige år, senest den 1. oktober 2011. Grundskylden for opkrævningsåret 2011 og 2012 beregnes på grundlag af den afgiftspligtige grundværdi fastsat af SKAT pr. 1. oktober 2009. Vurderingen pr. 1. oktober 2011 har først betydning for grundskylden i 2013 og 2014.
* Grundskylden er ikke som den statslige ejendomsværdiskat direkte underlagt skattestoppet. Der er dog et loft over, hvor meget beregningsgrundlaget for grundskyld må vokse fra år til år (den såkaldte reguleringsprocent). I 2012 er reguleringsprocenten fastsat til 4,3. Det betyder, at den afgiftspligtige grundværdi højest må vokse med 4,3 procent fra 2011 til 2012.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu