Bulgarien-sejr sender Danmark på VM-kurs

23. marts 2013 16:59 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bulgarien-sejr sender Danmark på VM-kurs
Billede mangler

I sin vens lejlighed på Østerbro kunne karantæneramte William Kvist se sine landsholdskammerater afmontere Tjekkiet fredag aften.

 

En præstation så gennemført på næsten alle parametre, at Danmark står på tærsklen til en afgørende kamp mod Bulgarien på tirsdag.

Og en så pletfri indsats af den danske centrale midtbane bestående af Niki Zimling og Nicolai Stokholm, at William Kvist ikke kan vide sig sikker på at træde ind i maskinrummet mod Bulgarien.

– Der er ingen tvivl om, at de 11, der spillede mod Tjekkiet, gjorde det rigtig godt. Men jeg synes ikke, man skal gøre det til et problem, at der er kommet en mand mere med i betragtning. Det er kun positivt. Der er ingen aftaler om, at jeg skal spille på tirsdag, siger William Kvist.

Stuttgart-spillerens tilbagevenden til Morten Olsens landshold repræsenterer et af trænerens få hovedbrud inden kampen mod Bulgarien. Nicolai Stokholm og Niki Zimling bremsede det meste af tjekkernes opspil, og sidstnævnte fandt endda overskud til at plaffe 3-0 målet ind bag Petr Cech.

Rutinerede Stokholm blev efter kampen fremhævet af netop Petr Cech som én af de spillere, der med sin rutine og pasningssikkerhed var med til at tippe kampen til danskernes fordel. Og han ved, at Morten Olsen står over for en svær beslutning.

– Jeg frygter ikke noget inden for fodbold, så jeg frygter ikke at miste min plads. Jeg ser det som en positiv problemstilling for Morten, siger 36-årige Nicolai Stokholm.

– Det fungerede fint mellem mig og Niki. Han har mange offensive kvaliteter og har vist det i sin start i Mainz. Han laver et fantastisk flot mål, og vi har en god balance sammen, mener FCN-anføreren.

Inden kampen mod Tjekkiet lignede VM-kvalifikation fra Gruppe B en vanskelig opgave for Danmark, men med 3-0 i Olomouc har danskerne spillet sig i en favorabel position, hvor man kan tage et afgørende stik tirsdag aften mod Bulgarien i Parken.

– At slå Tjekkiet 3-0 er noget, der gør mig stolt. Men når det er sagt, skal det følges op på tirsdag, ellers kan det være lige meget, siger anfører Daniel Agger.

Danmark er nu kommet helskindet ud af de på papiret hårdeste tre udekampe i gruppen med en sejr, en uafgjort og et nederlag, og Liverpool-spilleren mener, at det nu er tid til at samle de nødvendige point sammen.

– Vi har spillet mod Italien, Bulgarien og Tjekkiet på udebane, og vi er kommet godt fra de kampe. Men nu skal vi også levere og have de point, vi har brug for. Det starter på tirsdag. Vi ved udmærket godt, hvor gode bulgarerne er. Det så vi sidste år. De er skarpe, og de slår Malta 6-0 i går (fredag, red.). Det bliver ikke noget problem at holde benene på jorden, siger Daniel Agger.

Lykkes det Danmark at besejre Bulgarien i Parken, har Olsens mandskab ét point mindre end bulgarerne. Danmark har spillet én kamp færre end Bulgarien og er bedre indbyrdes end både Bulgarien og Tjekkiet.

Det kan vise sig afgørende for, hvem der får den andenplads, der højst sandsynligt skal spille play-off-kampe om VM-kvalifikation.

– Bulgarien har ikke været med til slutrunder på det seneste, og nu lugter de mulighed for succes. Det er et sultent hold. De er kommet godt af sted, og jeg ved godt, at de har spillet fire hjemmekampe, men de har også spillet 0-0 ude mod Tjekkiet, så der er nogle advarselslamper, der blinker, og fortæller os, at de godt kan spille på udebane, siger landstræner Morten Olsen.

Midtbanedynamoen Niki Zimling, der i sin nye klub Mainz er rykket frem i en mere offensiv rolle, mener, at springbrættet til sejr mod Bulgarien ligger i at spille tålmodigt.

– Organisationen er helt klart det vigtigste, både når vi forsvarer, og når vi angriber. At vi ikke løber ind i dumme kontraer. Jeg vil umiddelbart tro, at de kommer og vil forsvare sig lidt og afvente, men lad os håbe, at vi kan få hul på bylden, så det ikke bliver sådan noget nervepirrende noget, siger Niki Zimling.

Netop dét der med at gøre tingene nervepirrende er ved at blive en uheldig vane for det danske landshold, erkender Zimling.

– Det er lidt ærgerligt, at det skal helt derud, hvor vi er under pres, før vi virkelig begynder at levere varen. Men det siger også meget om den stærke rygrad, der er på landsholdet. Der er mange, der har dømt os ude. Men nu er der bare tilbage at sige: Håbet lever.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu