Bulgariens regering træder tilbage efter sammenstød

20. februar 2013 09:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bulgariens regering træder tilbage efter sammenstød
Billede mangler

BULGARIEN: EUs fattigste land har onsdag mistet sin regering. Bulgariens premierminister, Boiko Borisov, meddeler, at regeringen er opløst på grund af de landsdækkende demonstrationer mod høje elektricitetspriser, hvor mindst 25 personer er blevet såret under sammenstød med politiet.

 

»Jeg vil ikke deltage i en regering, under hvilken politiet tæver folk,« sagde premierministeren ifølge Reuters i sin fratrædelsestale til det bulgarske parlament.

Titusindvis af demonstranter er gennem de seneste dage gået på gaden i Bulgarien i protest mod de stigende priser på elektricitet. Tirsdag forsøgte Borisov at dæmpe gemytterne ved at love prisnedsættelser og indgreb mod udenlandsk ejede energiselskaber, ligesom han fyrede sin finansminister, men nu trækker han altså selv stikket.

Efter planen skal der være parlamentsvalg i Bulgarien til juli, men det er endnu uklart, om valget vil blive fremrykket efter regeringens afsked.

Boiko Borisov har været premierminister siden 2009, hvor hans centrum-højre-parti GERB vandt valget. Han har forsøgt at dyrke et image som »folkets mand«, men presset på premierministeren og hans regering er vokset på grund af beskyldninger om korruption og den tiltagende økonomiske krise, som har forværret den i forvejen lave levestandard i Bulgarien.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu