Butiksansatte slås for arbejdstid og løn

15. februar 2012 12:28 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Butiksansatte slås for arbejdstid og løn
Billede mangler

144.000 butiksansattes løn, arbejdstid og øvrige vilkår bliver fastlagt i løbet af de næste dage.
Efter resultatet af overenskomsten på industriens område i søndags, tager HK Handel og Dansk Erhverv fra i dag fat på de afgørende stridspunkter – arbejdstid og løn.
Arbejdsgiverne vil have lønmodtagerne til at acceptere mere fleksible arbejdstider, fordi alle lukketidsregler, bortset fra på helligdage, bliver ophævet fra 1. oktober.
Men de butikansatte mener allerede, at de er fleksible nok. Så her kommer det største slag formentlig til at stå, siger Jørgen Hoppe, formand for HK Handel.
“Arbejdsgiverne vil gerne have mere fleksible arbejdstider, fordi lukkeloven bliver ændret fra 1. oktober. Men det ønsker vi ikke. Vi har faktisk allerede tilpasset vores overenskomst til den dag, hvor lukkeloven bliver ændret,” siger han til Newspaq.
På lønsiden levner søndagens overenskomst for næsten en kvart million lønmodtagere ikke meget håb for ekstra i posten til de butiksansatte.
Her blev det kun til en lønstigning på 1,35 kroner til mindstelønnen på 106 kroner i år og til næste år. Og set i lyset af krisetiderne skal de butiksansatte ikke forvente, at deres lønposer vokser meget mere, erkender Jørgen Hoppe.
“Lønnen i sig selv bliver en diskussion, selvom vi ved godt ved fra vores tidligere erfaringer, at når først industrien er færdig, så er det svært at rokke meget ved det,” siger han.
Forhandlingerne kommer i højere grad til at dreje sig om, hvordan de beskedne lønstigninger, der betyder et fald i reallønnen, når de er korrigeret for inflationen, skal fordeles på de tre minimallønninger for ufaglærte, for butiksmedhjælpere og for faglærte.
“Der kommer vi til at snakke om, hvordan vi får det til at hænge sammen,” siger Jørgen Hoppe.
Overenskomsten på butiksområdet omfatter omkring 100.000 ansatte, der er ansat hos arbejdsgivere som Magasin, Bilka og Fona, der er medlemmer af Dansk Erhverv. Yderligere 44.000 er ansat på virksomheder, der ikke er medlemmer, men som følger overenskomsten alligevel.
Coop Danmark, Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening, Irma, bagere og slagtere er ikke med i de nuværende forhandlinger, men har deres egne forhandlinger, når HK Handel og Dansk Erhverv Arbejdsgiver har nået et resultat.
HK Handel vurderer, at overenskomstforhandlingerne kan blive afsluttet i løbet af weekenden.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu