Bygge og anlæg erkender ulykkessvigt

31. maj 2012 17:26 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Bygge og anlæg erkender ulykkessvigt
Billede mangler

Arbejdsgivere landet over glemmer at anmelde arbejdsulykker.
En undersøgelse foretaget for LO viser, at tre ud af fire ulykker aldrig bliver indberettet.
En af de brancher, der er dårligst til at anmelde ulykkerne, er bygge og anlæg, og her chokerer tallene.
– Det er simpelthen ikke godt nok, og der skal ske noget for at sikre, at vi får anmeldt flere af de ulykker, der faktisk sker. Vi skal brug informationen bag ulykkerne, så vi kan forebygge lignende ulykker, siger Jacob Munk, sekretariatsleder i Branchearbejdsmiljøområdet for Bygge & Anlæg.
Han mener, at de mange ulykker skyldes uvidenhed i de små virksomheder, rod i bogholderiet samt forsøg på unddragelse af loven. Intet af det er acceptabelt understreger han.
– Vi skal have ændret kulturen, så man ikke accepterer ulykker. Vi skal bruge anmeldelserne til at lære, hvor det går galt. Derfor skal normen være at alt bliver anmeldt, siger sekretariatslederen.
Alle hændelser, hvor personer kunne komme til skade, skal derfor indberettes, så de kan indgå i statistikken.
I første omgang vil branchearbejdsmiljøområdet tage fat i de mindre virksomheder, der ikke har den tilstrækkelige viden.
Derudover skal de unge og nyansatte, som ikke har erfaringen, instrueres i, hvordan de behandler arbejdsulykker på den rigtige måde.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu