Byråd lader kendis-forfatter vente i uvished

20. april 2012 21:49 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Byråd lader kendis-forfatter vente i uvished
Billede mangler

På et ekstraordinært møde har byrådet i Allerød Kommune besluttet, at krimiforfatteren Jussi Adler-Olsen må vente med at få svar på, om han kan få lov at bruge sin bolig til erhverv.
Sagen tilbagesendes til kommunens Teknik- og Planudvalg og skal så behandles på et byrådsmøde på et senere tidspunkt, siger borgmester Erik Lund (K) til Ritzau.
– Et flertal i byrådet siger “haha, der tog vi røven på dig, sagen den er udsat”, siger en tydeligt irriteret borgmester, der inden mødet havde fået lovning fra de andre partier på, at sagen ville få en afgørelse.
– Borgmesteren holder altid sine aftaler, men nu oplever jeg så, at et flertal pludselig springer fra. Jeg er skuffet, siger den konservative borgmester.
Forfatteren har truet med, at han i yderste konsekvens vil flytte hele sin forfattervirksomhed til et andet sted i landet.
– Jeg har gennem længere tid forsøgt at finde et større hjem til Carl Mørck (forfatterens fiktive hovedfigur i afdeling Q-bøgerne, red.), forstået på den måde, at der ikke er plads til både mig og ansatte i det her hus, har han tidligere sagt til B.T.
På det ekstraordinære møde skulle byrådet først tage stilling i en anden sag, der til forveksling ligner Adler-Olsens.
Her stemte et flertal af byrådets medlemmer for at give ejeren lov til at drive erhverv. Men da krimikongens ansøgning skulle behandles, stemte ni af rådets medlemmer altså for at udsætte sagen.
Sagen har siden tirsdag sat Allerød på den anden ende, da både forfatteren selv, politikere, kulturpersonligheder og en lang række borgere har givet deres mening til kende om sagen.
Og tanken om at miste de skattekroner og den PR, som Jussi Adler-Olsen genererer til kommunen, huer bestemt ikke den konservative borgmester.
– Det ville være en katastrofe for kommunen, hvis Jussi flytter, siger han.
Jussi Adler-Olsen har på verdensplan solgt flere end seks millioner bøger.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu