Call Me-ansatte skal selv tale ordentligt

8. marts 2012 15:03 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Call Me-ansatte skal selv tale ordentligt
Billede mangler

Selvom det ikke fyger gennem kontorlandskabet med vendiger som ‘fede ko’, ‘fuck dig’ eller ‘hjernedøde kælling’, så er de 89 ansatte i Call Me alligevel sendt på kursus for at lære at tale ordentligt.
Teleselskabet, der i øjeblikket opdrager på danskerne med en ‘Tal ordentligt’-reklame-kampagne, bliver nødt til at gå forrest for den gode tone.
“Selvom vi synes, vi gør det rigtig godt, så vil vi gerne have medarbejdere, der møder på arbejde med høj energi og får løst tingene på en positiv måde og ser glasset som halvt fyldt i stedet for halvt tomt,” siger direktør Hanne Lindblad.
Kurset kommer i kølvandet på Call Me-kampagnen og en undersøgelse, der viser, at 77 procent af danskerne mener, at vi taler grimmere til hinanden.
Serviceekspert Henrik Meng, der står bag kurset, mener, at Call Me er “verdensmestre” i god jargon. Men omgangstone er en skrøbelig størrelse.
“Den er kulturbestemt. Og det betyder, at når man har kendt hinanden et stykke tid, så får man en bestemt jargon. Så vi øver os i at have en jargon, hvor vi taler i løsninger. Man kan godt opleve en uoplagt og sårende bemærkning hos Call Me. Men så siger man, at det blev man ked af, og så stopper det der. Det bliver ikke til en negativ jargon,” siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu