Cancellara i ordkrig med Sagan før klassiker-start

16. marts 2013 15:25 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Cancellara i ordkrig med Sagan før klassiker-start
Billede mangler

Den ene er etableret på toppen af sin karriere. Den anden godt på vej til at gøre ham rangen stridig. Måske allerede i denne sæson.

 

Rivaliseringen mellem Fabian Cancellara og den 23-årige slovak Peter Sagan er skærpet forud for søndagens 298 km lange løbsmonument Milano-Sanremo.

I fjor var Cancellara manden, der trak en vindertrio mod stregen i badebyen ved den italienske riviera uden at få andet end en sekundær placering som tak, da Simon Gerrans sensationelt snød Vincenzo Nibali og den skræmmende stærke schweizer selv.

Det scenario kommer næppe til at gentage sig. Ikke mindst fordi Cancellara allerede har proklameret at ville være på vagt overfor Peter Sagan og resten af det virile sjak på Cannondale holdet med navne som Moreno Moser og Elia Viviani i flokken.

For to uger siden blev Cancellara til det kraftstruttende pålæg i en sandwich under grusvejsløbet Strade Bianchi, da Sagans Cannondale-kollega Moreno Moser trak fra den 31-årige schweizer, der fik brugt mange kræfter forgæves.

– Sagan var ikke nogen gentleman ved den lejlighed, mente Cancellara, som måtte se Sagan blæse forbi på de sidste meter og sørge for en dobbelttriumf for de limegrønne Cannondale-ryttere, der i mange år har kørt under navnet Liquigas.

Nu svarer Sagan igen. Og det er ikke ærefrygt, Sagan lider af.

– Hvis jeg er i front med Cancellara i år, løber han jo bare den risiko, at vi bliver hentet, og han vil aldrig vinde en spurt, hvorimod jeg har den mulighed. Hvis han ikke gider arbejde i front, kan vi da bare vente på de andre. Jeg har to måder at vinde på. Men jeg tror i virkeligheden bare, at han er bange for mig, når han taler sådan, og det kan da kun blive til min fordel, erklærer Sagan ifølge cyclingnews. Peter Sagan er bookmakernes helt store favorit til at vinde Milano-Sanremo. Dels fordi han sidste år blev firer i løbet, dels fordi Sagan i det nys overståede etapeløb Tirreno-Adriatico viste storform og en holdbarhed på stigningerne, der kan komme ham til gode i finalen søndag, hvor rytterne skal tackle nøglepunkter som Cipressa og Poggio med seks timers kørsel i benene.

– Vi får se, om det bliver på Poggio løbet finder sin afgørelse. De sidste par år er løbet dels blevet vundet, dels blevet tabt der. Jeg er i god form og vil se, hvor mange holdkammerater, jeg har tilbage, når vi kommer dertil, siger Sagan, der under sidste års Tour de France vandt den grønne pointtrøje og en masse cykelhjerter for sin spektakulære kørsel.  

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu