Cancellara overgik sig selv på brostenene

7. april 2013 19:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Cancellara overgik sig selv på brostenene

Udfaldet var som forventet. Ikke noget at komme efter der. Men da Fabian Cancellara komplet udmattet lod sig vælte af cyklen og ned på græstæppet i centrum af cementvelodromen i Roubaix efter at have føjet sin tredje sejr i den nordfranske klassiker til samlingen, må det have været med en følelse af at have overgået sig selv. Endda med flere længder, hvad der siger ikke så lidt.

 

Rå kraft og suveræn opvisningsstil er naturligvis aldrig at foragte i en sport. Men det er på de dage, hvor presset er størst og udfordringerne flest, hvor præstationen balancerer på en knivsæg mellem storslået nederlag og højloftet triumf, en mester for alvor har muligheden for at vise hele spektret. Det er her, indholdet i den mentale mulepose kan vise sig at være langt mere sammensat, end hovedpersonen måske selv kunne ane.

Hvorvidt Fabian Cancellara fysisk var på højde med Paris-Roubaix anno 2010, hvor den nu 32-årige var så lamslående stærk, at konkurrenterne reelt tog til takke med sekundære placeringer med mere end 40 km til mål, er svært at sige. Men sikkert er det, at den taktiske ligning. Cancellara denne gang skulle finde en løsning på, krævede et skarpt og improvisationslystent løbsintellekt.

Det måtte næsten ende med et opgør mand mod mand på velodromen i Roubaix, da Cancellara i selskab med Sep Vanmarcke omsider fik vristet sig endegyldigt fri af QuickSteps talstærkt repræsenterede troppeformation som den tjekkiske crossspecialist Zdenek Stybar og bygningsværket Stijn Vandenbergh, der længe havde udgjort en offensiv forpost.

Var der held og uheld med i spillet, da afgørelsens første akt udspillede sig? Også i den grad. Både Stybar og Vandenbergh blev ofre for nærkontakt med ret beset sagesløse tilskuere. Men uheld af den karakter er også noget, man eliminerer i kraft af overskud, teknisk virtuositet og evnen til at anticipere problemerne på forkant.

– Fabian har en særlig fornemmelse for løbet her, lød det fra sportsdirektør Dirk Demol, der selv har stået som vinder af Klassikernes Dronning tilbage i 1988.

Efter at have mulet ingen ringere end Peter Sagan i Flandern Rundt forrige weekend, kom angrebene i byger, da feltet havde været igennem nøglepunktet i Arenberg-skoven. Cancellaras håndgangne mænd formåede længe at dæmme op for det meste, og chefen selv sørgede for med et tungt og autoritativt ryk at få tilslutning til brostenskrigens frontlinje med 35 km tilbage.

Det var en stringent taktisk disponering. Bydende nødvendig også, eftersom det schweiziske wattmonster ellers ville have været komplet isoleret og udsat. Det var herfra, løbet begyndte at udkrystallisere sig fra en kaotisk slagmark til mere direkte slagudveksling og styrkeprøve.

Hvis der stadig skulle findes et publikum, der ikke har fået øjnene op for monumentalklassikernes kvaliteter og stadig venter i spænding på juli måneds bjergtogter med spinkle myggevægtere på rollelisten i Tour de France, var her en gylden mulighed for at få en åbenbaring.

At afgøre en klassiker er at skulle levere en unik solopræstation i ét svimlende hug. Det er som en intens, hændelsesrig novelle overfor en potentiel fransk langgaber i 20 afsnit. En dag, et løb. Med indbyggede muligheder for at tabe det hele på gulvet eller bringe det sikkert i havn. Fuld risiko og håret tilbage, så at sige.

Cancellara gjorde det med meget snæver margin, selv om pengene så ud til at ligge sikret på det yngre og mere naturligt gesvindte stortalent Sep Vanmarcke.

– Jeg var som i en anden verden. Egentlig var jeg sat temmelig langt tilbage, men det er et løb, hvor man ikke skal give op, og jeg fik kørt mig frem. Det var samtidig et løb, hvor alt og alle kørte imod både mig og holdet. Til sidst blev det lidt af et spil med Vanmarcke, da jeg ikke kunne ryste ham af, lød analysen fra den tydeligt mærkede ‘Spartacus’ efterfølgende.

Matti Breschel rullede i mål som bedste dansker på en hæderlig 15. plads og udlagde teksten på godt dansk efter små seks timer i sadlen på det naturstridigt ubarmhjertige underlag.

– Jeg havde kramper til op over begge ører og ved dårligt, hvad der er op og ned. Der var fuldstændig slukket til sidst, sagde Breschel.

Imens han lignede en mand, der havde forsøgt at vride blod ud af en brosten. Det er sikkert ikke engang for meget sagt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu