Carlsberg-resultat lidt under det ventede

18. februar 2013 07:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Carlsberg-resultat lidt under det ventede
Den danske bryggerigigant Carlsberg risikerer at løbe tør for øl på grund af en igangværende strejke.

Bryggerikoncernen Carlsberg tjente sidste år 8,1 milliarder kroner før skat, hvor analytikerne havde ventet et resultat på 9,3 milliarder kroner, fremgår det af selskabets årsregnskab. Resultatet er skabt på baggrund af en omsætning, der er lidt højere end ventet: 67,2 milliarder mod ventet 66,8 milliarder kroner.

 

Det er særlige poster, som rammer Carlsberg hårdt. Alene i fjerde kvartal belaster de regnskabet med 1,3 milliard kroner: Posten er på den negative side påvirket af store nedskrivninger i Rusland på Vena-bryggeriet samt i Norge og Usbekistian. I de tre lande tager Carlsberg en samlet nedskrivning på over en mia. kroner.

På den positive side har salget af grunden i Valby bidraget med 1,7 mia. kr. i kassen, og det gør, at de særlige poster får et plus på 85 mio. kr. for hele året. Men analytikerne havde på den post forventet et overskud på de særlige poster for året som helhed på 1,2 mia. kr.

Når man ser på det justerede nettoresultatet, blev det til et plus på 5,5 mia. kr.

For 2013 venter bryggeriet en “midt encifret vækst” i nettoresultatet, hvor det primære resultat ventes at blive omkring 10 milliarder kroner. For 2012 var det primære resultat 9,9 milliarder kroner. Analytikernes forventning til 2013 lyder på et primært driftsresultat før særlige poster på 10,7 mia.

I regnskabet udtrykker koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen dog tilfredshed med resultatet.

»I Rusland bærer de kommercielle og organisatoriske ændringer frugt, og i Asien har vi igen leveret imponerende vækst og styrket vores markedspositioner,« siger Jørgen Buhl Rasmussen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu