Cepos: Forkert brug af vagtlægen koster millioner

9. marts 2013 15:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Cepos: Forkert brug af vagtlægen koster millioner
Billede mangler

Hver femte dansker, der henvender sig til vagtlægen, burde i virkeligheden blot ringe til egen læge. Det viser en ny undersøgelse fra den liberale tænketank Cepos, skriver Søndagsavisen.
Undersøgelsen peger på, at de unødvendige henvendelser til vagtlægen hvert år koster samfundet cirka 50 millioner kroner.

 

»Der er blandt andet patienter, der henvender sig til vagtlægen for at få fornyet recepter, selvom deres egen læge kunne have klaret det, eller nogle, der henvender sig, kort inden deres egen læge åbner,« siger Mia Amalie Holstein, chefkonsulent hos Cepos, som står bag undersøgelsen.

Tænketanken mener, at man årligt kan spare 50 millioner kroner, hvis man lader borgerne betale et brugerbetalingsgebyr hver gang, de henvender sig til vagtlægen. Det vil få danskerne til at tænke sig om og i stedet ringe til deres egen læge i bagatelsager, lyder argumentet,

»Vores nabolande har indført brugerbetaling med succes. En brugerbetaling på cirka 150 kroner ville få folk til at tænke over, om deres problem kan løses af deres egen læge,« siger Mia Amalie Holstein til Søndagsavisen.

Hun forklarer, at brugerbetalingen i vores nabolande friholdes for svage grupper, såsom børn under 18 år, lavtlønnede og folk med kroniske sygdomme.

Men hos Lægeforeningen er man ikke begejstret for at indføre brugerbetaling på vagtlægen. Formand Henrik Dibbern bekræfter dog, at der er mange, som bruger vagtlægen forkert.

»Der er uden tvivl mange, som kunne planlægge bedre. For eksempel med deres recepter, så det ikke kommer bag på dem, når de løber tør for medicin. Ens egen læge kan jo gratis forny recepten over mail. Det ville aflaste systemet og forbedre servicen,« siger han til Søndagsavisen og fortsætter:

»Til gengæld er det også svært for mange at vurdere, hvornår man skal ringe til vagtlægen, og hvornår det kan vente. Jeg tror, at det kan være svært at ændre på, at hver femte ringer med noget, som deres egen læge kunne have klaret,« siger Henrik Dibbern.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu