Cepos: Rekordmange rige afspejler rift om højtlønnede

19. februar 2013 15:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Cepos: Rekordmange rige afspejler rift om højtlønnede
Billede mangler

Selv om mange danskere har oplevet ingen eller små lønstigninger i løbet af den økonomiske krise, har gruppen af mennesker, der har en årlig indtægt på over en million kroner, vokset sig større end nogensinde, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Men det, mener Mads Lundby Hansen, cheføkonom hos den borgerlig-liberale tænketank Cepos, bør ikke problematiseres.

 

»Det er hverken godt eller skidt. Det afspejler en udvikling, hvor der er en underliggende kraftig efterspørgsel på veluddannet arbejdskraft, specialister og topchefer, og det trækker lønningerne op. Samtidig er efterspørgslen på faglært og ufaglært arbejdskraft mere begrænset i Danmark, hvilket presser den gruppes lønninger,« siger Mads Lundby Hansen.

59.972 danskere havde en indkomst på mere end en million kroner om året i 2011, viser tallene. Lars Olsen, som har skrevet bogen »Det danske klassesamfund«, er bekymret over, at der er en gruppe, som bliver rigere. Han siger til Fagbladet 3F, at udviklingen er farlig for samfundet.

»Det er en alvorlig trussel mod danskernes følelse af retfærdighed, når de ledere, der beder dem holde igen med lønnen, ikke selv holder for,« lyder det fra Lars Olsen.

Mads Lundby Hansen mener imidlertid ikke, at stigningen er en trussel og pointerer, at selvsamme gruppe betaler rigtigt meget til fællesskabet og øger Danmarks velstand.

»Den rigeste procent af befolkningen betaler otte procent af alle skatter, svarende til 33 milliarder kroner. Det vil sige, at de faktisk finansierer det, der svarer til 70.000 offentligt ansatte eller næsten de samlede udgifter til dagpenge og kontanthjælp,« siger han og uddyber:

»Når man sammenligner os med andre lande, så tjener vores rigeste ene procent af befolkningen en ganske lille del af den samlede indkomst, cirka seks procent, og vi er blandt de lande, hvor den rigeste gruppe har den laveste andel af de samlede indkomster i landet. Man skal huske på, at Danmark er blandt de lande i OECD, der har den laveste lønspredning, ligesom vi også er et af verdens mest lige lande.

Bortset fra 2009 er antallet af rige steget hvert år siden 2000, hvor der »blot« var 25.637 i gruppen. Fra 2010 til 2011 steg antallet fra 56.918 til 59.972.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu