Chavez’ lig skal udstilles på museum

8. marts 2013 02:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Chavez’ lig skal udstilles på museum
Billede mangler

VENEZUELA: Efter Hugo Chavez’ begravelse fredag vil hans lig blive balsameret »ligesom Lenin og Mao Zedong« og flyttet til et militærmuseum i hovedstaden Caracas, hvor det skal udstilles, oplyser landets fungerende præsident, Nicolas Maduro, ifølge BBC.

 

Inden liget flyttes til museet, der i samme ombæring vil blive omdannet til et nyt »revolutionens museum«, skal det dog først forblive udstillet i endnu syv dage på det militærakademi i Caracas, hvor Chavez er uddannet fra, og hvor den afdøde præsident har ligget til offentligt skue de seneste to dage.

Ifølge Maduro har mere end to millioner sørgende venezuelanere allerede været forbi militærakademiet for at vise deres respekt for den leder, der styrede deres land i 14 år, skriver BBC.

Den venezuelanske regering siger, at flere end 30 verdensledere primært fra Latinamerika og Caribien vil deltage i begravelsen i Caracas fredag morgen. Også præsident Mahmoud Ahmadinejad fra Iran være til stede.

Maduros meddelelse om at udstille Chavez’ lig kommer samtidig med, at han oplyser, at de syv dages landesorg, der blev erklæret efter Chavez’ død tirsdag, bliver forlænget med yderligere syv dage.

Chavez’ tilhængere ønsker ham med tiden stedt til hvile i Venezuelas nationale Pantheon (antikt tempel, red.), hvor også Chavez’ erklærede forbillede Simon Bolivar, Venezuelas frihedshelt, ligger. Dog kan personer først blive optaget i Pantheon 25 år efter deres død ifølge den venezuelanske forfatning, skriver BBC.

Hugo Chavez tabte tirsdag kampen mod kræften. Den flamboyante 58-årige Chavez havde gennemgået fire kræftoperationer i Cuba, siden hans sygdom blev opdaget i hans bækkenparti i midten af 2011. Han gennemgik sin sidste operation 11. december og var ikke blevet set offentligt siden.

Valget i Venezuela skal afholdes inden for den næste måneds tid og vil stå mellem Nicolas Maduro, der er favorit og Chavez’ egen foretrukne efterfølger, og Henrique Capriles, den midtersøgende oppositionsleder og statsguvernør, der tabte valget til Chavez i oktober.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu