»Chávez’ søn« vinder valget i Venezuela

15. april 2013 07:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
»Chávez’ søn« vinder valget i Venezuela
Billede mangler

VENEZUELA: Nicolás Maduro bliver Venezuelas næste præsident, oplyser landets valgkommission ifølge flere internationale medier.

 

Med en kneben sejr på 50,76 procent mod 49,07 procent til oppositionsleder Henrique Capriles bliver det fungerende præsident Nicolás Maduro, som får det tunge hverv at efterfølge Venezuelas tidligere præsident Hugo Chávez, der døde i sidste måned.

Capriles antydede allerede kort efter, at valgstederne var begyndt at lukke, at der var tegn på valgfusk.

»Vi advarer landet og verden om intentionerne om at ændre på folkets valg,« skrev Capriles på sin Twitter-profil.

Vicepræsident Jorge Arreaza var hurtigt ude at fordømme udtalelserne fra Capriles og sagde på stats-TV, at Capriles skulle »passe meget på«.

Capriles anklager også regeringen for at have lagt pres på offentligt ansatte for at stemme på Maduro.

Chávez, der regerede i 14 år og nød stor opbakning, håndplukkede Maduro som sin politiske arving i sin sidste tale til nationen, inden han tabte kampen mod kræft 5. marts.

Det gav Maduro en fordel, men i den sidste fase af valgkampen lykkedes det Capriles at indhente rivalens føring i meningsmålingerne, og resultatet endte med at blive tættere, end mange havde forventet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu