Chavez’ død åbner nye muligheder for ØK

6. marts 2013 17:06 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Chavez' død åbner nye muligheder for ØK
Billede mangler

Hvide strande, sol, latinamerikanske rytmer og kød. Det Østasiatiske Kompagni har de seneste 50 år drevet forretning i Venezuela under produktnavnet Plumrose, som især gør sig i skinker, pølser og kød på dåse.

 

Plumrose er markedsleder i landet med en markedsandel på 35 procent. Virksomheden er dog løbende blevet udfordret af Hugo Chavez’ jævne strøm af devalueringer, nationaliseringer og stor usikkerhed politisk og økonomisk.

Men da nyheden om præsident Hugo Chavez’ død kom ud onsdag morgen, strøg ØK-aktien op med hele otte pct. med udsigten til et ledelsesskifte og dermed en øget mulighed for virksomheden til at sende overskuddet fra Plumrose ud af landet og hjem.

»Chavez’ ideer har haft store økonomiske omkostninger, og den måde, han har drevet økonomien på, har vist sig ikke-holdbar på lang sigt. Inflation og devalueringer er ikke godt for selskaber som ØK, og den tætte kontrol med mængden af valuta i landet har medført, at selskaberne som sådan ikke har kunne få penge ud af Venezuela,« siger makroøkonom med speciale i vækstøkonomier hos Handelsbanken, Thomas Haugaard.

I selve ØK-kursen er Plumrose ikke tillagt nogen værdi, netop fordi værdierne sidder fast i Venezuela. Aktiekursen steg, fordi der er en mulighed for, at det med en ny regering kan blive nemmere for ØK at realisere værdier i landet. Det er muligheden for, at der sker noget nyt, der har fået spekulationerne i gang, siger Jesper Christensen aktieanalytiker hos Alm. Brand.

Og det er, hvad mange håber på, sker. At landet kan få en ny mere markedsorienteret politik og lokke de udenlandske investorer tilbage, som Chavez’ regering fik skræmt væk med sine nationaliseringer af selskaber og devalueringer af valutaen.

»Der er ingen, der ved, hvordan det kommer til at se ud, men det vi ved, er, at det ikke kan blive meget værre, end det er i forvejen. For ØK’s tilfælde er en stor del af selskabets værdi spærret inde i Venezuela i selskabets ene og nok mest værdifulde division, Plumrose. ØK kan ikke tage værdierne ud af det selskab, og derfor afspejler de sig heller ikke i selskabets aktiekurs,« siger Jesper Christensen.

Venezuela kan blive mere investorvenligt

2012 var et hårdt år for Det Østasiatiske Kompagni, som i årsrapporten kunne fortælle om en markant forværring af vilkårene på tre af ØK’s hovedmarkeder, herunder Venezuela. Alligevel kom både ØK og Plumrose bedre ud af året end ventet.

»De har været i stand til at manøvre sig uden om de nationaliseringer som mange andre firmaer er bukket under for. De har holdt sig under myndighedernes radar og blandt andet fået hævet deres priser,« siger Thomas Haugaard.

I rapporten skriver ØK også, at selskabet har indset, at de har begrænsede muligheder for at få penge fra Plumrose og til moderselskabet, så en del af overskuddet investerer de i blandt andet udvikling af forretningen. De vanskelige forhold i landet og valutasituationen udfordrer stadig virksomhedens likviditet, men et regeringsskifte kan ændre Venezuelas økonomi.

»Det er svært at sige, hvor hurtigt situationen vil ændre sig, hvis oppositionen vinder. På lang sigt er det klart, at effektiviseringer og en mere markedsorienteret politik vil kunne give udsigter til bedre valutaindtægter,« siger Thomas Haugaard og tilføjer:

»Dernæst vil det i det hele taget give et mere investorvenligt miljø og måske få tiltrukket nogle udenlandske investeringer til landet, da det stadig er et af de mest købekraftdygtige befolkninger i Latinamerika.«

Udbudssiden i den Venezuelske økonomi er blevet stærkt hæmmet af den nationaliseringspolitik Chavez har ført, og selv om det ville blive en lang proces, mener Thomas Haugaard, at det ville være bedst at få en mere liberal økonomisk politik for at få genskabt investortilliden og hjælpe de lokalforankrede virksomheder som ØK.

»Det kommer til at tage lang tid og der vil være bump og devalueringer på vejen, men jeg tror, der er mange selskaber, der står på spring, hvis situationen ændrer sig. Venezuela er et af de rigeste lande i Lantinamerika og en interessant befolkning at sælge til. At en masse selskaber er blevet skræmt væk, er noget man kan koble på Chavez. Men han er væk nu,« siger han.

ØKs ledelse har ikke ønsket at udtale sig om udsigterne for selskabet efter Hugo Chavez’ død.

Onsdag eftermiddags lå ØK-aktien til en stigning på cirka seks pct.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu