Chefer: Derfor skal vi have million-håndtryk

13. marts 2012 15:25 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Chefer: Derfor skal vi have million-håndtryk
Billede mangler

Dong-direktør Anders Eldrup får tre års løn – 17 millioner kroner – med sig fra det statsejede energiselskab.
Det samme fik topdirektør Jens Alder fra TDC, mens hans forgænger Henning Dyremose tidligere rejste fra telekoncernen med 46 millioner kroner i tasken.
Skibsreder og detroniseret kronprins i Mærsk Jess Søderberg fik 53 millioner kroner som plaster på såret. Og Lisa Drakeman, der stiftede biotekselskabet Genmab, smuttede med 41 millioner kroner.
De senere år har danske topchefer fået ekstraordinært rundhåndede bonusser i form af aktieoptioner eller årelang milliongage, efter de er stoppet med deres arbejde i en virksomhed.
Ifølge interesseorganisationen Lederne, der repræsenterer 100.000 ledere og særligt betroede medarbejdere, taler flere argumenter for at give topdirektører de gyldne håndtryk.
Først og fremmest hænger stillinger på topdirektør-niveau ikke på træerne. Og jo højere en leder er i hierarkiet, jo sværere er det typisk at finde et job med det samme indhold. Det skal lederen har kompensation for, mener ansættelsesretchef Anita Bisgaard-Frantzen.
“Tryghed i ansættelsen giver en bedre ledelse i det daglige. Det gør, at man kan yde sin toppræstation. Og så taler vi jo også om udbud og efterspørgsel. Når man tilbyder de her fratrædelsesordninger er det for at tiltrække den bedst mulige topchef,” siger hun.
Hos headhunter-virksomheden Holmgaard Management siger direktør Lars Holmgaard, at det godt kan lade sig gøre at trække ansøgere til stillingerne på topchefniveau, uden at tilbyde millioner i fratrædelsesordninger. Det viser rekrutteringen af chefer til den offentlige sektor, påpeger han.
Men det vil næppe kunne lade sig gøre at tiltrække ansøgere med de rigtige kompetencer til et topjob i det private erhvervsliv, hvis ikke de får gyldne håndtryk, lyder Lars Holmgaards pointe.
“Jeg synes generelt, at de danske topchefer er deres penge værd. Tag for eksempel Peter Straarup fra Danske Bank. Han genererede milliarder til banken og aktionærerne. Man kan altid diskutere, om en anden også kunne have gjort det. Men det er jo et faktum, at han gjorde det. Vi skal passe lidt på med janteloven, synes jeg,” siger Lars Holmgaard.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu