Chefer får bonus uden at gøre noget

19. marts 2012 08:29 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Chefer får bonus uden at gøre noget
Billede mangler

En undersøgelse viser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem offentlige chefers præstation og deres årlige bonus.
 
Hvert år bruger staten og kommunerne millioner af kroner på at udbetale bonusser til offentlige topchefer.
Men offentlige topchefer får hvert år de store bonusser uden at røre en finger.
 
I gennemsnit får topchefer 100.000 kroner om året, selvom de ofte ikke har indfriet de forventede mål fra årets start.
Det skriver Politiken på baggrund af en undersøgelse fra Aarhus Universitet blandt 124 direktører i statslige styrelser.
 
Stik imod officielle anbefalinger er der ikke sammenhæng mellem topchefernes bonusser og deres evne til at sikre, at de statslige styrelser når deres mål.
 
Cheferne får dermed penge uden at have fået hurtigere sagsbehandlingstid, mindre sygefravær eller højere borgertilfredshed.
Og når bonusser gives uden, at cheferne behøver at gøre det bedre, mister de mange millioner deres effekt, mener forskere.
 
“I teorien er der fin sammenhæng mellem de bonusser, der bliver udbetalt ved årets udgang, og målopnåelsen. Men sådan forholder det sig bare ikke i praksis. Der er alle mulige andre ting, der spiller ind,” siger Anne Skorkjær Binderkrantz fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
 
Ifølge hende ser topcheferne, som tjener 1,3 millioner kroner årligt i gennemsnit, ikke længere en gulerod i at leve op til resultatmål, der kan være vigtige for borgerne.
 
Formanden for de offentlige chefer i Djøf, Per Hansen, mener, at systemet har brug for et “serviceeftersyn”.
“Det skal være klarere, hvad det er for krav og resultater, de offentlige chefer skal opfylde,” siger Per Hansen.
Kilde: politiken.dk
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu