Chefer føler sig mobbet

28. januar 2013 17:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Chefer føler sig mobbet
Billede mangler

Otte procent af fagforbundet DJØFs medlemmer med lederstillinger oplever mobning, både fra overordnede og underordnede.

 

Det er dog ikke et fænomen, der er forbeholdt menige medarbejdere. Otte procent af DJØFerne med ledertitel siger ifølge undersøgelsen, at de har oplevet mobning i løbet af det seneste år.

Ledelseskonsulent Jacob Vase fra DJØF er ikke overrasket over resultatet. Til Djøfbladet fortæller han, at han ofte taler med chefer, der føler sig udsat fra chikane. Men det er ikke noget, de er glade for at indrømme, understreger han.

– Det er blevet meget mere stuerent at tale om mobning. Bare ikke når det er chefen, der bliver mobbet. Mange ledere lider af et John Wayne-syndrom, og hvad sker der lige med ens selvbillede, hvis man som leder føler sig mobbet, spørger Jacob Vase.

Det er især mellemlederne, der udsættes for drillerier, chikane og mobning, fortæller ledelseskonsulenten, der bakkes op af psykolog Annie Høgh, som forsker i rehabilitering af mobningsramte og forebyggelse af mobning på Københavns Universitet.

– De er jo ofte klemt som lus mellem to negle. Og i krisesituationer kan de autoritære ledelsesformer blive skærpet. Hvis det sker oppefra, kan det godt opleves som mobning. Det kan også være en gruppe underordnede, der rotter sig sammen om en leder, de ikke bryder sig om – måske netop fordi, lederen er budbringer af nogle mindre positive budskaber og en ændret ledelsesform, siger Annie Høgh til Djøfbladet.

Mobning er ubehageligt, uanset hvem det rammer, men ifølge ledelseskonsulent Jacob Vase har mobning af chefer den ekstra dimension, at de ofte sidder alene med problemet, fordi de er flove.

– Der er noget ensomt i ledelseshvervet. 95 procent af den slags problemer bliver kun vendt med manden eller konen derhjemme. Som leder ønsker du ikke at stå svagt hverken i forhold til dine underordnede eller dine overordnede, og i forhold til dine lederkolleger kommer der et konkurrenceelement ind, siger Jacob Vase til Djøfbladet.

Mens otte procent af cheferne oplever mobning, gælder det samme ifølge DJØF-undersøgelsen for 13 procent af de menige medarbejdere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu