Cheflæge: Fange flygtede ikke fra hospital

21. januar 2012 12:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Cheflæge: Fange flygtede ikke fra hospital
Billede mangler

Den farlige fange, Kenni Stegemeier Lausch, der stadig er på fri fod i Aarhus, flygtede ikke fra det psykiatriske hospital i Risskov.
Fangen flygtede i stedet fra politiets varetægt, oplyser cheflæge for psykiatrien i Region Midtjylland Per Jørgensen nu.
“Den her person har hele tiden været i politiets varetægt, og det er også derfra han er flygtet. Han har været til en kort undersøgelse på det psykiatriske hospital i Aarhus, og da han skal transporteres derfra, løber han fra politiet,” siger cheflægen til Newspaq.
Hospitalet havde en række fangeflugter tilbage i 2010, og Dansk Folkeparti og SF var hurtigt ude med en løftet pegefinger mod hospitalet. Det ærger cheflægen.
“Vi har virkelig gjort et stort arbejde for at mindske risikoen for at folk kan flygte. Det er vi kommet langt med, og det har kostet både penge og kræfter. Derfor også ærgerligt, at vi bliver draget til ansvar for noget, vi ikke har ansvar for,” siger Per Jørgensen.
Den undslupne 24-årige fange, Kenni Stegemeier Lausch, er sigtet for drabsforsøg, og politiet anser ham som farlig.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu