Chelsea-boss åbner op for Mourinho-comeback

11. april 2013 09:44 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Chelsea-boss åbner op for Mourinho-comeback
Billede mangler

Vejen kan være banet for et spektakulært comeback til José Mourinho i Chelsea. Den karismatiske portugiser spøger vedholdende i pressens spalter, og nu undlader klubbens formand at aflive spekulationerne.

Tværtimod kaster han mere brænde på bålet, og erklærer sig modtagelig overfor ideen om et Mourinho-comeback på Stamford Bridge.

– Jeg er helt åben for det, lyder det fra formand Bruce Buck til Al Jazeera.

– Vi har ikke rigtig startet processen endnu, vi har alle sammen nogle ideer, og Roman Abramovich tænker helt sikkert over det, men for tiden koncentrerer vi os om sæsonafslutningen, siger Chelsea-bossen.

For tiden er det Rafael Benitez, der vogter den stjernebesatte trup som manager. Men han er stadig kun en overgangsfigur, og forlader posten efter denne sæson.

Netop siden Mourinho smuttede og afsluttede et succesrigt forhold, har Chelsea haft svært ved at finde den rette manager, der kunne løfte arven efter portugiseren.

– Jeg ved, at vi har fyret hvad de fleste ville sige er en del managere. At afslutte vores forhold er en bedre måde at beskrive det. Men vi har altid overvejet det nøje. Vi tror sandelig på stabilitet i managere, men det skal være den rette manager, og hver gang vores forhold med en manager bliver afsluttet, synes vi, det er af en god grund, siger Bruce Buck.

Chelsea spiller torsdag aften kvartfinale-returkamp i Europa League ude mod Rubin Kazan i Rusland. Her fører englænderne 3-1 efter første opgør.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu