Choknederlag til KIF i Europa Cup’en

17. marts 2013 16:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Choknederlag til KIF i Europa Cup'en
Billede mangler

KIF Kolding København løb ind i et meget uventet nederlag i EHF Cup’ens gruppespil mod ukrainske Motor Zaporozhye, der besejrede et meget sløjt spillende KIF-mandskab.

I udekampen i Ukraine vandt det danske mandskab ellers 24-21, så det var derfor ventet, at KIF ville sætte sig solidt på gæsterne i Forum Horsens. Men sådan kom det langt fra til at gå for det skadesramte KIF-hold, der i kampen var uden Joachim Boldsen, Frederik Børm og Lasse Boesen.

KIF-forsvaret havde det meget svært over for de ukrainske kæmpeskytter, hvilket lod Kasper Hvidt i målet i stikken flere gange, og derfor kunne den ukrainske Motor gå til pausen foran 14-13.

I anden halvleg virkede det som om, det danske holds spillere var blevet vækket af døsen, og anført af en velskydende Bo Spellerberg bragte KIF sig foran med tre mål.

Men som i første halvleg begyndte ukrainerne at bide fra sig, og især venstre back Sergei Burka gjorde livet surt for KIF-mandskabet. Og med syv minutter igen var gæsterne pludselig foran 25-23.

Slutfasen blev særdeles hektisk, og en række meget dårlige afslutninger af KIF-spillerne gjorde udslaget, således at Motor Zaporozhye overraskende kunne trække sig tilbage som vindere med 27-25. Ikke mindst takket være 13 pletskud af Burka.

Skidt af Kolding, der dog stadig ligger til at gå videre til turneringens kvartfinaler.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu