Christian forsvandt sporløst: Fundet i god behold

20. april 2017 09:58 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser 29-årige Christian, der ikke er set siden 19.30 onsdag.

Opdatering: Midt- og Vestjyllands Polit oplyser på Twitter, at den 29-årige mand er fundet igen i god behold.

29-årige Christian har tidligere forladt institutionen Kær-huset i Lemvig, hvor han bor, og han er altid tidligere vendt tilbage. Onsdag aften klokken cirka 19.30 forlod han dog endnu engang Kærhuset – denne gang er han bare ikke vendt tilbage.

Derfor efterlyser Midt- og Vestjyllands Politi ham torsdag morgen og beder offentligheden om hjælp til at lede efter manden.

Kær-huset ligger på Fabjergstad i Lemvig og er en kommunal institution for personer med handicap. Christians sygdom er ifølge politiet af en sådan grad, at han ikke er i stand til at klare sig selv.

Tjek udhuset

Christian beskrives som en mand, 29 år, cirka 170 centimeter høj, spinkel af bygning, sjusket påklædt, og han er formentlig iført en mørkeblå hættetrøje, mørke joggingbukser og blå tennissko. Han ses ofte gående med en halvanden liter cola i hånden.

Personale fra institutionen og Christians familie har ledt efter ham i løbet af natten, men altså denne gang uden held.

Da Christian tidligere har forladt institutionen, er han altid selv fundet tilbage eller fundet gående i Lemvig.

Politiet skønner, at Christian formentlig befinder sig i Lemvig eller omegn.

“Vi opfordrer til, at man undersøger udhuse og skure for at se, om Christian har søgt ly derinde”, skriver vagtchef ved politiet Anders Olesen i efterlysningen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu