Christiania-offers tilstand er stadig kritisk

10. marts 2013 16:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Christiania-offers tilstand er stadig kritisk
Billede mangler

Den mand, der lørdag aften blev overfaldet i fristaden Christiania, er stadig i en yderst kritisk tilstand, oplyser Københavns Politi.

 

»Hans tilstand er stadig meget kritisk, han har haft blødninger i hjernen og ligger nu i kunstigt koma, man kan ikke sige så meget om fremtidsudsigterne på nuværende tidspunkt,« siger Robert Jensen, der er central efterforskningsleder.

Overfaldet fandt sted omkring klokken 21.30 lørdag aften på Pusherstreet, hvor offeret pådrog sig et åbent kraniebrud, efter at han blev slået i hovedet med en genstand.

Politiet ved nu, at der er tale om en 26-årig mand med østeuropæisk baggrund, som opholder sig fast i Danmark, men ordensmagten kender ikke motivet, og den har heller ikke noget bud på, hvem gerningsmanden kan være.

»Vi har ikke været i stand til at afhøre ham, og der ikke nogen andre, der har fortalt os noget. Vi håber, at der snart er nogen, der får øjnene op for, at den slags ikke bør finde sted på Christiania og får lyst til at vidne. Overfaldet skete cirka 21.30 en lørdag aften på Christiania under åben himmel. Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at der er nogen, der har set det her,« siger Robert Jensen.

Politiet er overbevist om, at offeret ikke har relation til den verderende bandekonflikt, og han er sandsynligvis heller ikke en del af narkotikamiljøet på Christiania, fastslår Robert Jensen. Men offeret er kendt af politiet i forvejen.

»Han er ikke fuldstændig ukendt, men han er ikke kendt for noget større. Det er nogle sager om beruselse og den slags,« forklarer den centrale efterforskningsleder.

På Christiania har det voldsomme overfald også vakt opsigt, og fristadens pressegruppe opfordrer derfor gerningsmanden til at melde sig selv.

»Christiania har altid været imod vold, og der har igennem det sidste år været grupper af lokale ’natteravne på gaderne for at dæmme op for den vold, der undertiden sker i nattetimerne. Men denne seneste hændelse skete uden at nogen fik mulighed for at gribe ind. Gerningsmanden flygtede efter overfaldet væk fra fristaden. Vi opfordrer gerningsmanden til straks at melde sig og stå til ansvar for det skete,« skriver pressegruppen i en pressemeddelelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu