Christianitter angreb betjente med sten og kanonslag

6. februar 2013 19:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Christianitter angreb betjente med sten og kanonslag
Billede mangler

Politiet blev onsdag eftermiddag angrebet med sten og kanonslag, da det lagde vejen forbi fristaden Christiania, oplyser Københavns Politi.

 

– Vi får en henvendelse fra Christiania klokken cirka 13.45 med en anmeldelse om en politisag. Som led i vores løbende dialog med Christiania har vi en aftale med beboerne om, hvordan vi ordner den slags. Vi kører derud og er der klokken 14.05. Fire minutter senere bliver nogle af vores betjente i Prinsessegade angrebet af nogle personer, der kommer løbende inde fra Christiania. De bliver mødt med sten og kanonslag – blandt andet kaster de med en ti kilo tung sten, der ryger gennem ruden på vores patruljebil og smadrer flere vinduer, oplyser vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen, der er leder af Københavns Politis Task Force Pusherstreet, til Berlingske Nyhedsbureau.

Kort efter blev betjentene, der havde bevæget sig ind på Christiania, også angrebet, da en gruppe maskerede gerningsmænd kastede sten mod dem. Det var politiets opfattelse, at gruppen ønskede et opgør, og det fik ordensmagten til at trække tjenestepistolerne.

– Her føler vores betjente sig så pressede, at de trækker pistolen og beder dem om at forlade området, fortæller Poul Kjeldsen.

Herefter forduftede gerningsmændene, og politiet nåede ikke at tilbageholde nogen. Sagen bliver dog efterforsket, og Københavns Politi vil tage sagen op med Christianias beboergruppe.

– Vi har en dialogproces med Christiania, og indtil nu bliver vores gensidige aftaler overholdt. Det her er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, siger Poul Kjeldsen.

Københavns Politi ønsker ikke at oplyse, hvad politisagen, der var anledningen til udrykningen, handler om.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu