Christopher Poulsen færdig i Silkeborg

16. april 2013 09:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Christopher Poulsen færdig i Silkeborg
Billede mangler

En af Silkeborgs profiler gennem mange år stopper i klubben med øjeblikkelig virkning. På Silkeborgs officielle hjemmeside fremgår det, at Christopher Poulsen og Silkeborg er blevet enige om at skilles i utide som følge af ‘uoverenstemmelser af ikke sportslig karakter’.

 

Den lynhurtige back har spillet sin sidste kamp i bundklubben Silkeborg. Han er nu blevet sat fri af klubben med øjeblikkelig virkning. Klubben vil dog ikke oplyse den egentlige grund til det afbrudte samarbejde, men der tydeligvis tale om en uenighed af så alvorlig karakter, at det ikke er muligt at fortsætte.

– Efter uoverensstemmelser af ikke sportslig karakter, er han og Silkeborg IF Invest blevet enige om at ophæve spillerens kontrakt med øjeblikkelig virkning, lyder det på klubbens officielle hjemmeside.

Klubbens direktør Kent Madsen forklarer:

– Vi har haft nogle uoverensstemmelser af ikke sportslig karakter, som har betydet, at vi og Christopher er blevet enige om at ophæve hans kontrakt, så han kan komme videre med sin fodboldkarriere et andet sted. Christopher har spillet rigtig mange gode kampe for SIF og ydet en flot indsats for klubben. For det vil jeg gerne sige ham tak, siger Kent Madsen.

Han afviser at afsløre den egentlige grund til kontraktophævelsen:

– Når sådan noget sker på nuværende tidspunkt i sæsonen, kan jeg fint forstå, hvis fans og medier ønsker at vide hvorfor. Der kan dog fra tid til anden komme sager, som vi, af respekt for alle involverede parter, må holde internt, og det håber jeg, at både fans og medier vil vise forståelse for, så vi kan koncentrere os om at overleve i Superligaen, siger Kent Madsen.

Christopher Poulsen har været i Silkeborg i flere omgange. Han har spillet i alt 195 førsteholdskampe. Han vil heller ikke forklare årsagen:- Nu er vi blevet enige om at gå hver til sit. Det sker af personlige årsager, som vi er helt enige om, at vi holder for os selv, siger Poulsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu