Claus Hembo afviser eks-direktørs kritik

7. marts 2013 16:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Claus Hembo afviser eks-direktørs kritik
Billede mangler

Den tidligere sportsdirektør på Christina Watches-Onfone, Søren Rasmussen langede torsdag ud efter Michael Rasmussen og holdets ejere Christina og Claus Hembo for ikke at tage tilstrækkeligt afstand fra Kyllingens doping-fortid.

Men den kritik hører ingen steder hjemme, mener Claus Hembo.

– Jeg synes, Michael Rasmussen flot og klart har været ude at beklage, har taget afstand og har erklæret sig som forkæmper for en ren og ny fremtid. Netop fordi han ikke ønsker at unge cykelryttere skal igennem samme proces, som han har været, siger han.

Kan du ikke forstå, han synes, det klinger lidt hult, når Michael Rasmussen samtidigt siger, at han er stolt over sin karriere?

– Nej, det kan jeg ikke forstå. Michael Rasmussen har dopet sig, han har beklaget og bekendt sig til at kæmpe for en ny og ren fremtid. I den proces har han samarbejdet med myndighederne og har forpligtet sig til i al fremtid at samarbejde og fortælle alt, hvad han ved for at rense sporten. Det er de samme myndigheder, der roser Michael Rasmussen for præcis dét.

Søren Rasmussen forlangte, at der fra holdets side ville blive taget afstand, og da det ikke skete, valgte han at forlade holdet. Med den holdning havde Søren Rasmussen ingen berettigelse på holdet, mener Hembo.

 – Søren Rasmussen har internt på holdet krævet, at Christina og jeg offentligt skulle tage afstand fra Michael Rasmussen, og på det nærmeste klynge ham op i en lygtepæl. En nyansat sportsdirektør, der har en meget kompromisløs holdning til Michael Rasmussen, og som kræver vi skal smide ham ud med badevandet – det kommer ikke til at ske. Og folk, der har de krav til os angående Michael Rasmussen, kan ikke være hos os, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu