Clinton: Russerne kan bidrage til borgerkrig

31. maj 2012 14:55 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Clinton: Russerne kan bidrage til borgerkrig
Billede mangler

Ruslands politiske linje over for Syrien kan bidrage til, at situationen forværres og udvikle sig til en borgerkrig i landet.
Det advarer USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, om ved et møde i København, hvor hun henviser til Ruslands modstand mod, at FN eller andre udenlandske organisationer griber ind i Syrien.
– Rusland siger, at de ønsker at undgå en borgerkrig i Syrien. Jeg siger til dem, at deres politik vil bidrage til borgerkrig, siger Clinton, der udspørges af unge studerende.
Hillary Clinton mødte de studerende på et møde på det kongelige bibliotek Den Sorte Diamant i København.
Den amerikanske udenrigsminister siger, at det i modsætning til krisen i Libyen er svært for omverdenen at gribe ind i konflikten i Syrien, fordi der ikke er enighed blandt stormagterne om at gøre noget i Syrien.
Hun siger også, at modstanden mod FN’s eventuelle indgriben i Syrien kommer fra Rusland og Kina.
– Det er et dilemma med hensyn til, hvordan man griber ind, uden at det koster flere liv og mere lidelse. Nedslagtningen af uskyldige mennesker skal stoppes, men Rusland og Kina gør det meget svært for os, siger Hillary Clinton.
– Og modstanden er primært fra Rusland, tilføjer hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu