CNN: Tempelmorder var krigsveteran

6. august 2012 13:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
CNN: Tempelmorder var krigsveteran
Billede mangler

Den bevæbnede mand, der har skudt og dræbt seks personer og såret tre andre under et skyderi i et sikh-tempel i en forstad til Milwaukee i USA, var krigsveteran. Muligvis har en også været ekstremist med racistiske motiver, oplyser en politikilde, der er tæt på efterforskningen.
Navnet på den bevæbnede mand, som selv blev dræbt af politiet efter at have såret en betjent, vil formentlig blive frigivet i løbet af mandagen, tilføjer kilden ifølge tv-stationen CNN.
Tidligere har forbundspolitiet, FBI, givet udtryk for, at det ikke havde noget klart motiv til skyderiet søndag morgen, og efterforskerne var i gang med at undersøge, om angrebet kunne betegnes som terror.
Tom Ahern, der er talsmand for Bureauet for Alkohol, Tobak, Skydevåben og Sprængstoffer siger, at manden har en militær baggrund, og mere ønsker han ikke at sige. Han vil heller ikke forholde sig til mandens tatoveringer.
Kanwardeep Singh Kaleka, der er medlem af det fem år gamle tempel i Oakcreek i delstaten Wisconsin, siger, at folk inde i templet beskriver angriberen som en skaldet hvid mand, klædt i en hvid T-shirt og sorte bukser med en 9/11-tatovering på armen.
– Noget tyder på, at der er tale om en eller anden form for hadforbrydelse, siger Kanwardeep Singh Kaleka med henvisning til terrorangrebet 11. september 2001 mod USA.
Fire personer blev dræbt inde i templet, mens tre andre blev dræbt udenfor, heriblandt gerningsmanden.
– En betjent ankom til gerningsstedet. Gik i aktion og skød mod gerningsmanden. Politibetjenten blev ramt af fire skud, siger Brad Wendtlandt, talsmand for politiet. Betjenten er ført til et hospital, men skal være uden for livsfare.
Den bevæbnede mand trængte ind i templet, der ligger i bydelen Oakcreek, netop som troende mødte op til morgensamling. Kort efter blev der hørt skud.
Der var cirka 50 personer inde i templet til morgenbøn, da skyderiet begyndte.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu