Codan tjener svimlende på bilister

20. februar 2013 10:34 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Codan tjener svimlende på bilister
Arkivfoto: Colourbox.

Det er en rigtigt god forretning for Codan at forsikre biler. Selskabet tjener over 30 kr. for hver 100 kr. i præmie fra bilisterne, viser en meddelelse fra Codan om resultatet for 2012.

 

Codan er ejet af den britiske RSA-koncern og aflægger derfor ikke fuldt regnskab i Danmark. Men det fremgår af meddelelsen, at præmierne på motorforsikringer steg med 2 procent til 3,6 milliarder kroner, hvilket især skyldes en vækst på 31 procent i den norske Trygg-Hansa-forretning på grund af en ny distributionsaftale med Norges Automobil-Forbund. Men den såkaldte combined ratio for hele motorområdet blev på 68,3, hvilket betyder, at Codan kun bruger 68,3 kr. til erstatninger og administration, hver gang kunderne betaler 100 kr. i præmier.

Det rent forsikringsmæssige overskud på motorområdet blev for hele Skandinavien på 1,14 milliard kroner. Samlet for hele Codan-koncernen, der er Danmarks tredjestørste forsikringsselskab, steg nettopræmierne med 3 procent til 16,4 milliarder kroner i 2012. Overskuddet på forsikringsforretningen blev på 2,2 milliarder kroner, og combined ratio for hele koncernen blev på 86,6.

Koncernen angiver selv, at ny forretning og forhøjelser af præmier på alle forsikringstyper er årsager til fremgangen, som dog stammer primært fra Norge og Sverige, mens de samlede præmieindbetalinger i Danmark er faldet. Den britiske koncernchef for Codan Mike Holliday-Williams er tilfreds med resultatet.

»De stærke præstationer fra vores skandinaviske forretning fortsatte i 2012. Nettopræmierne steg trods hårde økonomiske forhold,« siger han i meddelelsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu