Comeback-kongerne på jagt i aften

20. februar 2013 15:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Comeback-kongerne på jagt i aften
Billede mangler

De har gjort det før. Lige nu er det det eneste begrundede håb de fleste Liverpool-fans går rundt med før aftenens kamp på hjemmebanen Anfield. For nede 0-2 på forhånd er sandsynligheden for succes mod gæsterne fra Skt Petersborg mildt sagt elendig. Men Liverpool har tidligere vist, at de besidder en særlig evne til at ændre selv det mest umulige udgangspunkt til succes, når scenen er europæisk fodbold.

I et forsøg på at levere et nyt overraskende comeback har Liverpools anfører Steven Gerrard henvendt sig direkte til fansene.

– De spiller en massiv rolle i det her. De bliver kaldt for den 12. mand og i dette tilfælde behøver spillerne dem mere end nogensinde – især efter resultatet fra første kamp, siger Gerrard til klubbens hjemmeside.

– Hvis fansene kan skabe en fjendtlig atmosfære, som de har gjort så mange gange før, så bliver det ikke nemt for Zenit, fortsætter Steven Gerrard.

I første opgør i Rusland blev Daniel Agger hjemme i England for at hvile, men det forventes, at han er med i startopstillingen i aften. Danskeren var i øvrigt eneste normalt faste mand, der blev sparet i sidste uge, og hvis man kigger lidt nærmere på den kamp, så burde Liverpool slet ikke have bragt sig selv i den vanskelige position, de står i nu. Den helt store synder var Luiz Suarez, der brændte den ene gigantiske chance efter den anden. Men manager Brendan Rodgers vil givetvis hæfte sig ved, at hans mandskab skabte så mange muligheder, og hvis bare den del af historien kan gentage sig, så lever håbet om et comeback.

Efter weekendens storsejr på 5-0 over Michael Laudrups Swansea i Premier League er selvtilliden også tilbage i spillerne, så under alle omstændigheder er der lagt op til en kamp mellem Liverpool og Zenit Skt Petersborg i et udsædvanligt højt tempo.

I et par af den andre kampe i Europa League i aften er der også andre danskere i kamp. Modsat Daniel Agger kan de dog tage det noget mere afslappet. Hos Ajax Amsterdam er der mulighed for, at både Christian Eriksen, Viktor Fischer, Lasse Schöne og Christian Poulsen kommer i spil. Det hollandske mandskab har en komfortabel 2-0 føring fra deres første møde med rumænske Steaua Bukarest, og hjemme i Holland burde dansker-klubben ikke komme i problemer. Vinder Ajax Amsterdam forventeligt opgøret samlet set, så venter Chelsea med al sandsynlighed i 1/8-finalen.

William Kvist befinder sig resultatmæssigt et sted midt imellem Daniel Agger og alle Ajax Amsterdam-danskeren. Sammen med Stuttgart skal han afsted til Genk i Belgien, hvor der venter en vanskelig opgave. Stuttgart smed en ellers sikker 1-0 sejr væk i det første opgør, og med 1-1 i bagagen er Kvist og Co. tvunget til at vinde i Belgien eller som minimum score to gange, så Stuttgart kan gå videre på reglen om flest scorede udebanemål.

I aften kan de forsvarende Europa League-mestre fra Atletico Madrid så også forlade turneringen før tid. Klubben satser tilsyneladende ikke for alvor på Europa League, hvilket et 0-2 nederlag i første kamp hjemme mod Rubin Kazan vidner om. Helt pinligt forventes det dog at blive for Napoli. Italienerne blev ydmyget i deres kamp mod miniputterne fra Plzen og tabte 0-3, selvom Napoli stillede i stærkeste opstilling. Den totale fiasko bliver sikkert total i aften.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu