Sagan vandt vanvidsetape – Contador nede som nummer fire

11. marts 2013 17:37 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sagan vandt vanvidsetape - Contador nede som nummer fire
Billede mangler

Det var en sand dag i helvede, som et stjernebesatte cykelfelt mandag blev udsat for i det nordvestlige Italien på sjette løbsdag af etapeløbet Tirreno-Adriatico.

Måske den tidligere Riis-rytter Andy Schleck (Radioshack-Leopard)  havde luret, hvad der ventede forude. I hvert fald stod han af cyklen kort efter start uden et ønske om at fortsætte.

Feltet, bestående af flere store navne som Joaquim Rodriquez (Katusha), Cadel Evans (BMC), Alberto Contador (Team Saxo-Tinkoff), Christopher Froome (Team Sky), Vincenzo Nibali (Team Astana) og Roman Kreuziger (Team Saxo Tinkoff), skulle igennem 209 kilometer med seks hårde stigninger.

Især etapens sidste stigning sprængte de i forvejen små grupper med en stigning, der gik lodret op i himlen. Rytterne stod nærmest stille, mens anstrengelserne stod klart ud af dem.  

For at gøre det hele mere barskt, valgte vejrguderne flittigt at kaste regn nede over rytterne.

Forrest lå en gruppe på tre mand, og de holdt hele vejen ind, hvor dagens etapevinder blev Peter Sagan, der snød Joaquim Rodriguez og Vincenzo Nibali på de afgørende meter

Samuel Sanchez, Alberto Contador, Mauro Santambragio og Chris Horner trillede ind 40 sekunder efter, mens gruppen med løbets hidtidige etter, Christopher Froome, kom ind cirka et minut efter.

Dermed erobrede italienske Vincenzo Nibali førertrøjen og har nu 34 sekunder ned til netop Christopher Froome på andenpladsen. Bedste rytter for Bjarne Riis’ Team Saxo-Tinkoff er Alberto Contador, der er placeret på fjerdepladsen 48 sekunder efter.

– Det var en vild og noget kaotisk etape. Roman (Kreuziger) havde en punktering på et helt afgørende tidspunkt i finalen, og han kunne ikke nå tilbage til fronten, da først favoritterne begyndte at køre, forklarer sportsdirektør Philippe Mauduit fra Team Saxo-Tinkoff.

– Alberto er stærk, men han kunne ikke lukke hullet med den gruppe han sad i. Det bliver mere end svært at hente Nibali nu, men jeg tror, alle er klar over, at Alberto vil give sig hundrede procent på morgendagens enkeltstart, og så må vi se, hvor langt det rækker, slutter Team Saxo-Tinkoff’s franske sportsdirektør, Philippe Mauduit.

Dermed er der lagt op til en sand gyser tirsdag, når sidste løbsdag i form af en enkeltstart på 9,2 kilometer afvikles

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu