Contador i spidsen for stærkt Saxo-hold i Italien

4. marts 2013 23:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Contador i spidsen for stærkt Saxo-hold i Italien

Team Saxo-Tinkoff stiller med et stærkt hold, når der på onsdag er start i etapeløbet Tirreno-Adriatico.

 

Stjernen Alberto Contador er med, og det samme er blandt andre Roman Kreuziger, Michael Rogers, Sergio Paulinho og Daniele Bennati, når slaget skal stå på de italienske landeveje over syv etaper.

– Vi har et stærkt hold med i Tirreno. Vi kunne måske udpege 13 ryttere, der ville kunne køre et flot løb, og derfor har det været svært at udvælge de syv, der skal repræsentere holdet og hjælpe Alberto med at køre efter sejren, siger Team Saxo-Tinkoffs franske sportsdirektør, Philippe Mauduit til holdets hjemmeside.

Philippe Mauduit har specielt udset sig en dag, hvor tingene bliver afgjort i Tirreno-Adriatico.

– Løbets fjerde etape bliver afgørende. Det bliver en hård dag for rytterne med 175 kilometer kuperet terræn og med afslutning på en hård opstigning over ni kilometer til Prati di Tivo. Men også en etape der passer Alberto godt, siger han.

Løbet starter på onsdag med en holdtidskørsel og fører herefter feltet gennem bjergene i det centrale Italien, før det hele afsluttes med en enkeltstart på 9,2 km.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu