Contador vil afgive dna-prøve for at vise sin uskyld

5. marts 2013 19:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Contador vil afgive dna-prøve for at vise sin uskyld
Foto: Facebook.
Foto: Facebook.

Team Saxo-Tinkoff’s kaptajn, Alberto Contador, vil bevise sin doping-uskyld. Foto: Facebook.

Alberto Contador understreger i et nyt interview, at han ikke var kunde hos dopinglægen Eufemiano Fuentes – og den spanske stjernerytter er klar til at bevise sin uskyld.

 

Kaptajnen på Bjarne Riis’ Team Saxo-Tinkoff-mandskab siger i et interview til spanske Marca, at han er klar til at afgive en dna-prøve, hvis det bliver krævet af ham.

– Jeg ville ikke tænke over det så meget som et øjeblik. Jeg ville aflevere den i samme øjeblik, de bad om dem, så alt kunne komme frem i lyset en gang for alle, siger Contador.

Alberto Contador har i flere år været nævnt i forbindelse med Operación Puerto, da politiet angiveligt fandt blodposer med initialerne ‘AC’ hos Fuentes.

Det har fedtet Alberto Contador ind i sagen, men spanieren har hele tiden fastholdt sin uskyld, ligesom Fuentes har afvist, at han har samarbejdet med den spanske Tour de France-vinder.

Der var meningen, at Contador i februar skulle have været en tur i vidneskranken for at afgive forklaring i Operación Puerto, men stjernen slap, efter flere tidligere holdkammerater på Liberty Seguros-holdet i deres vidneudsagn havde forklaret, at holdet ikke arbejdede sammen med Fuentes i 2006, hvor sagen eksploderede.

Alberto Contador håber, at alle skeletter kommer ud af skabet i Operación Puerto, da det ifølge ham skaber de bedste forudsætninger for cykelsportens fremtid.

– Jeg håber, der kommer noget ud af det, og at vi kommer til bunds i det her for cyklingens skyld. På den måde kan vi, hvis tingene bliver gjort rigtigt og sagen afsluttet korrekt, endelig begynde at snakke om selve sporten igen, siger han.

Den spanske stjerne skal sammen med Team Saxo-Tinkoff køre det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico, der starter onsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu