STUUR STUUR NUMMER

29. marts 2013 22:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
STUUR STUUR NUMMER
Billede mangler

Syv dage tidligere stod Andreas Cornelius som Danmarks nye angrebshåb ovenpå en fremragende kamp krydret med et mål mod Petr Cech i 3-0 sejren over Tjekkiet.

 

I aftes stod den 20-årige bomber igen med endnu en scoring i bagagen men knap så bredt et smil. Selv om sidste minuts scoringen mod FCM sikrede et point og afrundede en vild uge for Cornelius, så havde han svært ved at finde alt for stor glæde i den personlige succes. Cornelius så 2-2 resultatet mere som to tabte point end et vundet point.

– Jeg er ikke så glad, for vi står her kun med et point. Vi spiller mod FCM, som efter min mening er et hold, vi altid skal slå. Jeg kan ikke rigtig se, hvad de kan true os med, så jeg er skuffet over, at vi ikke fik alle tre point med hjem, sagde landsholdsbomberen, der har taget Danmark med storm den seneste uge.

Bedre hold end FCM

Set udefra kunne FCK dog være glade for et point i en kamp, hvor de egentlig først kom i gang efter Cesar Santins reducering. Ellers havde der stået FC Midtjylland på alle aspekter af kampen. Men Cornelius mente, at topholdet sad på de sidste 45 minutter.

– Vi viste i 2. halvleg, at vi er et bedre hold end dem. Så det skulle også komme til udtryk i point. Det var en forløsning at score målet, for det havde brændt på for dem i hele 2. halvleg, men jeg er ærgerlig over, at vi ikke vinder den kamp, lød det fra Cornelius, som også godkendte sin egen indsats.

– Jeg er fint nok tilfreds med min egen indsats. I begyndelsen af kampen havde jeg lidt tunge ben ovenpå to hårde landskampe, men i 2. halvleg kom jeg igennem muren og fik en assist og en scoring. De havde problemer med mig, så det var fint nok, sagde ’Corner.

FCK-træner Ariel Jacobs overvejede ellers at starte med Cornelius på bænken efter den vilde uge.

– Det var først fredag morgen, at vi besluttede at lade Andreas spille. Vi var lidt i tvivl om, hvor slidt hans krop var ovenpå de to landskampe, sagde FCK-træneren.

– Jeg er tilfreds med den måde Cornelius hele tiden udvikler sig, og han viser igen, hvor vigtig han er for holdet, slog Jacobs fast.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu