Cornelius tager turbanen med i Parken

23. marts 2013 14:40 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Cornelius tager turbanen med i Parken
Billede mangler

Nicolai Jørgensen sagde det nok bedst dagen derpå:

– Han fik nogle tæv i går, og jeg tror, han har lidt hovedpine i dag. Det er sådan, en angriber skal være. Men han skal også lære at beskytte sig selv, for man kan ikke klare sådan nogle knubs hver evig eneste kamp, man spiller

Andreas Cornelius kom nemlig i fokus på flere måder i 3-0 sejren over Tjekkiet fredag aften.

I 2. halvleg gik han op i en luftduel med keeper Petr Cech. En duel, der endte med, at Cornelius måtte syes på sidelinjen for en flænge i baghovedet og spille resten af kampen færdig med bandage på hovedet. En bandage, som ifølge ham selv, fik ham til at se latterlig ud.

Lørdag havde hovedet det bedre, men han erkender, at han nok ikke slipper for at spille med bandage på hovedet på tirsdag.

– Mit hoved har det fint nok. Jeg fik lige det der slag, men det gør ikke så ondt. Jeg slipper nok ikke for at spille med bandagen på tirsdag alligevel, siger Andreas Cornelius.

Danmarks 1-0-målscorer så da heller ikke specielt groggy ud dagen efter sejren. Men en sejr kan også holde på de fleste facader.

– Jeg nød kampen, helt klart. Også det, at jeg får lov at starte inde og spille næsten hele kampen, score et mål og være med til at vinde kampen. Det var en helt fantastisk følelse.

Med sin flotte præstation mod Tjekkiet ligner han et sikkert navn på Morten Olsens holdkort, når Danmark tager imod Bulgarien på tirsdag i en kamp, der bliver ekstra særlig for FCK-angriberen.

– Jeg har kun lige fået et indhop for landsholdet i Parken før. Det bliver rigtig specielt, for det er også min hjemmebane for klubholdet, så jeg håber, at jeg kommer til at føle mig godt hjemme og måske kan score igen, siger Andreas Cornelius.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu