Corydon afviser hemmelig aftale med KL

3. april 2013 12:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Corydon afviser hemmelig aftale med KL
Billede mangler

Kommunerne og staten har koordineret håndteringen af overenskomstforhandlingerne, men Finansministeriet og KL har ingen forhåndsaftale om, at regeringen ville gribe ind, hvis de langstrakte forhandlinger om lærernes arbejdstid skulle ende i en konflikt.

 

Det siger finansminister Bjarne Corydon (S) forud for et samråd om Finansministeriets rolle i den verserende lærerkonflikt.

»Der finder koordinering sted mellem kommunerne og regeringen om, hvordan vi får den bedste folkeskole i Danmark, også hvordan vi håndterer overenskomstforhandlingerne, men det er forkert, at der er en konspiration,« siger han.

Ifølge Enhedslisten er der grund til at tro, at KL havde fået en forståelse for, at de strandede forhandlinger ville ende i et regeringsindgreb – til KLs fordel – men det afviser Bjarne Corydon.

»Vi har hverken lavet en lokumsaftale eller andre former for aftaler. Der er en koordination både om, hvordan vi varetager vores roller som offentlige arbejdsgivere og om, hvordan vi får den bedst mulige folkeskole. Det er vores simple pligt at have den koordination,« siger han.

Spørgsmål: Men fordi der ikke ligger en aftale, kan man måske godt have haft en uformel drøftelse om »I kan regne med …« Har I haft uformelle drøftelser, hvor I har haft det her oppe?

»Enten har man aftalt noget, eller også har man ikke aftalt noget, og vi har ikke aftalt med kommunerne, at der kan være sådan et forløb,« siger Bjarne Corydon, der ikke oplever, at Enhedslisten forsøger at få taburetten til at vakle under ham som minister.

»Nej, det føler jeg ikke. Jeg føler, jeg passer mit arbejde,« siger han.

»Jeg oplever det som en demokratisk proces, som nogle gange er dramatisk«.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu