Corydon afviser konspiration

7. april 2013 14:07 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Corydon afviser konspiration
Billede mangler

Den rygende pistol er kommet på bordet, efter Politiken søndag kan bringe uddrag fra en resultatkontrakt, hvor Moderniseringsstyrelsen forpligter sig til at tage et opgør om de statsansattes løn og arbejdsvilkår.

 

Det mener tilhængere af konspirationsteorien om, at finansminister Bjarne Corydon (S) dikterer slagets gang i de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger. Ifølge deres opfattelse er resultatkontrakten det endegyldige bevis, men finansministeren afviser fortsat, at resultatet af forhandlingerne er givet på forhånd.

Over for tv2.dk opfordrer Corydon sine modparter til at »dæmpe retorikken« i forhold til de verserende konspirationsteorier. Han understreger, at han blot passer sit job som repræsentant for den statslige arbejdsgiver.

»Lønmodtagernes opgave er at få så meget for deres opgaver som muligt. Og vi repræsenterer skatteyderne og vi skal have så meget velfærd som muligt. Hvis ikke vi gjorde det, var der for alvor noget at kritisere. Det mener jeg ikke, der er i denne sammenhæng,« siger Bjarne Corydon til tv2.dk.

Han afviser samtidig, at den danske model er truet.

»Vi bruger 300 milliarder kroner om året i Danmark på løn til de offentligt ansatte. Vi skal få så meget velfærd, uddannelse og kvalitet ud af det som muligt. Hvis ikke jeg løfter den opgave, vil jeg svigte,« fastslår finansministeren.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu