Corydon anklages for at misinformere Folketinget

26. marts 2013 09:53 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Corydon anklages for at misinformere Folketinget

Finansminister Bjarne Corydon (S) beskyldes fra begge sider af Folketinget for at misinformere om regeringens håndtering af beregningerne af, hvor mange ledige der står til at falde ud af dagpengesystemet.

 

Det skriver Jyllands-Posten.

I sidste uge afviste Bjarne Corydon på et samråd – efter det i pressen var kommet frem, at regeringen i knap en måned havde ventet med at offentliggøre et opjusteret skøn over, hvor mange der vil miste retten til dagpenge – at Finansministeriet skulle have udstedt ordre om at tilbageholde dagpengetallene for Folketinget.

Men den forklaring sår flere partier nu tvivl om, efter Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af en mail fra en embedsmand i Finansministeriet til Beskæftigelsesministeriet fra december sidste år. I mailen står der:

»Derudover vil min anbefaling være, at man sidder på tallene en stund, indtil centrale medlemmer af regeringen har set dem.«

Det får flere partier til at kritisere finansministerens forklaring.

»Man kan diskutere, hvilke ord der bruges, og om en anbefaling er et pålæg, men mig bekendt plejer ministerierne at rette ind i forhold til de anvisninger, der kommer fra Finansministeriet,« siger finansordfører Frank Aaen (Ø) til Jyllands-Posten, mens Venstre beskylder finansministeren for at have »løbet om hjørner med Folketinget« efter samrådet i sidste uge.

Bjarne Corydon siger i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at han ikke har givet »nogen pålæg om hverken det ene eller det andet i den her sag«.

»Jeg anerkender, at den omtalte anbefaling om at »sidde på tallene« i mailen fra Finansministeriet kan misforstås, hvis man anstrenger sig. Men hvis man læser korrespondancen ordentligt, vil man se, at anbefalingen skyldes en række forhold omkring den nye opgørelsesmetode, der gør, at man bør gennemgå skønnet nærmere. Det viste sig at være en meget klog anbefaling, da det jo rent faktisk gav anledning til, at skønnet blev opjusteret yderligere fra 13.000 til 17.-23.000.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu